Min farmor havde et brødudsalg i Nørre Kollund – en lille landsby mellem Lind og Kølkær ved Herning.
Nu om dage ville man nok kalde den lille butik for en kiosk. Butikken var i hvert fald ikke stor nok til at blive kaldt en købmandsforretning.
Det friskbragte brød blev bragt fra bageren, og et af højdepunkterne som feriebarn var at køre med farfar til andelsmejeriet i Herning, hvor vi hentede kasser med mælk, fløde samt ikke mindst de fantastiske små portionsbægere med "Mejse-yoghurt" – en luksus der var forbeholdt ferier.
Ikke meget fik lov til at gå til spilde hos Anna Andersen - ikke at farmor solgte gammelt brød, men usolgte rundstykker og andet godt brød blev kværnet og pakket i små poser, som så blev solgt som rasp.
Det var i en tid, hvor meget mad blev paneret. På engelsk hedder det ”bread crumbs” – altså brødkrummer, og det det spanske ord for brød er ”pan” – hvilket giver meningen bag det danske ord panering.
Raspen skal anvendes i dagens lørdagsmad, som er et stykke velstegt fladfisk, hvor paneringen netop bruges til at beskytte det fine fiskekød.
Dagens fisk er tænkt som en frokostanretning, og derfor får en hjemmerørt remoulade lov til at spille hovedrollen. Vi er dog ude i en helt anden og sprødere remoulade, end den der købes på tube i supermarkedet. Og det er virkelig værd at bruge de ti minutter ekstra for at lave en remoulade frisk fra bunden – om end jeg sætter grænsen ved ikke at bruge hjemmelavet mayonnaise.