Hjertet sukker efter artiskok

Ferien kalder på lette måltider, der kan nydes i godt selskab. Kogt artiskok med smør til er en snack, som gør godt for hjertet i mere end én forstand

Artiskok er godt for hjertet. –
Artiskok er godt for hjertet. – . Foto: Inge Haandsbæk Jensen.

Længe før viagra ramte hylderne, har menneskeheden forsøgt at spise sig til et bedre sexliv med afrodisiaka – elskovsmidler. I gamle dage blev kvindens seksualitet betragtet som en farlig magt, og derfor var en række grøntsager omkring det 15. århundrede forbudt for kvinder at indtage, da de simpelthen gjorde dem for vilde.

En af disse skamfulde grøntsager var artiskokken – en form for tidselknop, som kendes fra antikken, men som var mange århundreder om at nå ud over de sydeuropæiske landegrænser.

1500-tallets franske kong Henrik II var gift med Katarina af Medici fra den magtfulde og herskende Firenze-slægt Medicierne. Hun var efter sigende helt tosset med artiskok, som hun fik bragt til Frankrig sammen med et hold kokke, som forstod sig på at tilberede denne (for kvinder) ulovlige spise. Katarina af Medici spiste artiskokker så hyppigt og i så stort antal, at hun ofte besvimede, lyder det.

Selve artiskokkens mytologiske baggrund handler også om elskov, men af en mere sørgelig karakter: Da den græske gudekonge Zeus blev afvist af en smuk ung kvinde ved navn Cynara, transformerede han sin vrede om til en tornefuld og uhåndterbar tidsel, artiskokken. Heraf stammer artiskokkens videnskabelige navn: Cynara cardunculus.

Plantens torne og utilgængelighed holdt dog ikke menneskene på afstand ret længe. I antikken holdt romerne af at nyde grøntsagen marineret i honning og eddike og drysset med spidskommen. I dag er det mest populært at koge den, og det er en meget social ting at spise et artiskokhoved. Man sidder rundt om det, optaget af at hive møre blade af, dyppe dem i smør og skrabe det fede artiskokkød af hvert enkelt blad med tænderne. Perfekt som ledsager til et glas hvidvin i disse sommeraftener.

Og hvem kan ikke bruge et ekstra skud guddommelig kærlighed, når nu artiskokken smager godt og samtidig er sund. Artiskokken er en vitaminbombe, som også indeholder bitterstoffet cynarin – bemærk igen den sproglige lighed med Zeus’ banekvinde Cynara – der skulle styrke lever og galde, og tidselplanten virker vanddrivende, kolesterolregulerende og godt for hjertet – tilsyneladende i mere end én forstand.