Kronhjorten Sven er blevet adopteret af kvægflok

Kronhjorten Sven foretrækker køer og blondiner

Kronhjorten Sven lever sammen med en flok Galloway-køer i Nordtyskland og er specielt glad for at opholde sig tæt på en blond ko, der hedder Sarina. –
Kronhjorten Sven lever sammen med en flok Galloway-køer i Nordtyskland og er specielt glad for at opholde sig tæt på en blond ko, der hedder Sarina. – . Foto: Gerd Kämmer/Bunde Wischen.

Kronhjorten Sven er efterhånden blevet kendt i hele Tyskland, fordi han lever fredeligt sammen med 60 Galloway-køer i et naturbeskyttet område i delstaten Slesvig-Holsten.

”Sven tror vel efterhånden, at han selv er en tyr”, siger Gerd Kämmer, der ejer Galloway-køerne, til avisen Süddeutsche Zeitung.

For to år siden dukkede Sven pludselig op hos kvæget, og siden da har han kun forladt flokken to gange. Han kan uden problemer springe over det kun én meter høje hegn, men alligevel bliver han hos kvæget – selv når andre hjorte er i brunst. Rent faktisk ser det ud til, at han har forelsket sig i en af køerne, for han opholder sig gerne tæt på en blond Galloway-skønhed, der hedder Sarina.

Der lever normalt ingen kronhjorte i vild natur i Sydslesvig, men ifølge flere skovfogeder er dyrene begyndt at krydse grænsen fra Danmark, så måske er Sven en dansk indvandrer.

Uanset hans nationalitet har Sven i hvert fald vist sig at være en sand mester i integration: Hjorte er som regel nataktive dyr, der er meget sky over for mennesker, men Sven har ændret sin døgnrytme fuldstændigt og tilpasset sig sin nye adoptivfamilie. Ligesom Galloway-køerne er han aktiv om dagen, og han er også ved at vænne sig til mennesker.

”I begyndelsen var han meget sky, og man kunne kun iagttage ham igennem en kikkert, men nu er det muligt at nærme sig ham til cirka 20 meters afstand,” siger Gerd Kämmer.

I Slesvig-Holsten har kvæg flere gange vist sig at være yderst tilgængelige dyr, der er parate til at adoptere andre dyrearter. For to år siden fandt et ungt vildsvin således nyt hjem hos en gruppe køer, efter at det var blevet forladt af sin mor.