To hjorte og en elg er blevet venner med tysk kvæg

Kronhjorten Sven, der formentlig oprindeligt er dansker, har boet blandt tyske køer i fire år og er ikke ene om sin svaghed for kvæg. Men nogle gange går han dem dog på nerverne

Tyske køer får i forskellige tilfælde selskab af andre arter, der slår sig ned blandt dem. For fire år siden beskrev Kristeligt Dagblad kronhjorten Svens begejstring for køerne, som ikke er forandret i dag. Og i begyndelsen af 2018 dukkede elgen Bert (billedet) op i delstaten Brandenburg, hvor den besøgte flere kvægbestande. –
Tyske køer får i forskellige tilfælde selskab af andre arter, der slår sig ned blandt dem. For fire år siden beskrev Kristeligt Dagblad kronhjorten Svens begejstring for køerne, som ikke er forandret i dag. Og i begyndelsen af 2018 dukkede elgen Bert (billedet) op i delstaten Brandenburg, hvor den besøgte flere kvægbestande. – . Foto: Stefan Schulz MDR/Jump.

Sven, Hannes og Bert er vilde med damer. I stedet for at tilbringe deres tid blandt andre ungkarle foretrækker de tre herrer feminint selskab, og jo flere kvindelige skønheder, de er omgivet af, desto bedre.

Sven og Hannes er kronhjorte, og Bert er en elg, og de har alle tre dét tilfælles, at de har en svaghed for køer.

Det var Sven, der tog initiativet til den nye ”modedille”, hvilket Kristeligt Dagblad tidligere har beskrevet.

Det skete for mere end fire år siden, da han slog sig ned hos 60 Galloway-køer i et naturfredet område i delstaten Slesvig-Holsten – og dér er han altså stadig.

”Af og til forsvinder han og er væk i nogle uger eller måneder, men han kommer altid tilbage igen. Det sker også, at han går kvæget på nerverne, fordi han forsøger at drive køerne sammen og vil duellere med tyrene, og man hører hans brølen langt væk,” siger biolog Gerd Kämmer fra naturforeningen Bunde Wis-chen, der står bag driften af det biologiske landbrug i det naturfredede område til avisen Rheinische Post.

I efteråret 2018 blev en anden kvægbestand også udvidet med et usædvanligt adoptivbarn. Det var den dengang cirka toårige kronhjort Hannes, der slog sig ned blandt kvæg på halvøen Holnis ved Flensborg Fjord, hvor Bunde Wischen ligeledes har biologisk landbrug.

Gerd Kämmer formoder, at Hannes var blevet tvunget til at forlade sin familie for at give plads til et nyt kuld unger, sådan som det er normalt blandt hjorte, og at han derfor søgte selskab blandt kvæget.

Naturforeningens kvæg græsser hele året rundt i de fredede områder, og Gerd Kämmer ser de to hjortes tilstedeværelse som et bevis for, at naturen efterhånden er ved at vende tilbage til den tilstand, som områderne oprindeligt havde, nemlig et savannelignende landskab.

Langt mindre begejstring vækker derimod elgen Bert. I begyndelsen af 2018 dukkede elgen op i delstaten Brandenburg, hvor den besøgte flere kvægbestande. Under et af disse besøg lykkedes det biologer at bedøve Bert og montere en GPS-sender om dyrets hals.

Da vinteren satte ind, vandrede elgen videre til Sachsen-Anhalt, og jo mere forskerne fulgte dyrets gang, desto større blev deres forbløffelse. Elgen springer over hegn for at være i nærheden af andre dyr, og ligesom Sven og Hannes er han især vild med kvæg.

Bert, der kun har et gevir i den venstre side, opholdt sig hele vinteren 2018-19 på godset Hundeluft ved byen Coswig. Landmand Hartmut Schröter forsøgte flere gange forgæves at blive af med dyret, men uden succes.

Først købte han et par unge tyre i håbet om, at de kunne skræmme elgen væk, men det viste sig hurtigt, at Bert forstod sig glimrende med de to herrer.

Derefter blev kvæget forflyttet til en anden græsgang. Bert stod og så på, mens dyrene blev læsset på en transportvogn, hvorefter han vandrede ind i skoven, hvilket fik Hartmut Schröter til at ånde lettet op.

Men han havde glædet sig for tidligt!

Næsten dag stod elgen pludselig sammen med kvæget på den nye græsgang. Bert havde selv været i stand til at opspore køerne, selvom den nye eng lå flere kilometer borte fra den oprindelige græsgang.

De to kronhjorte er formodentlig kommet til Tyskland fra Danmark, hvorimod Bert er indvandret fra Polen.

Det sker ofte, at elge, især unge hanner, vandrer over grænsen til Tyskland i deres søgen efter et nyt territorium, hvor de kan slå sig ned. Som regel vender de tilbage til Polen, når de ikke finder nogen elgko i området.

Men det har Bert ikke gjort. Da foråret kom, forlod han godset Hundeluft og begyndte at vandre, og nu befinder han sig i et naturbeskyttet område ved Berlin.

Biolog Frank-Uwe Michler, der holder øje med elgens vandrerute via GPS-senderen, siger til Kristeligt Dagblad, at det er spændende at se, hvad dyret gør, når det kommer i brunst i oktober måned.

”Det er muligt, at Bert vender tilbage til køerne på godset Hundeluft, men det tror jeg nu ikke, at han gør. Han vil sandsynligvis snarere blive i området ved Berlin eller forsøge at vende tilbage til Polen, hvor han ved, at der lever elge,” siger Frank-Uwe Michler.

Landmand Hartmut Schröter er ikke glad ved tanken om, at elgen kan vende tilbage til godset, men hans bekymring skyldes ikke så meget dyret selv: Under Berts første ophold på godset belejrede utallige turister området, og en del af dem lod deres affald blive liggende, da de drog videre.

WW Det sker også, at han går kvæget på nerverne.