Min sommerfuglehave har givet en vidunderlig sidegevinst i år:
Kartofler!
Jeg har en stor have, hvor jeg lader græsset gro på to tredjedel af arealet af hensyn til sommerfugle og vilde bier. Der er masser af begge dele nu, men det bliver endnu bedre, fordi jeg slår vegetationen én gang årligt og river høet sammen i stakke. På den måde fjerner man nemlig næringsstoffer, og det betyder paradoksalt nok, at mange flere vilde plantearter begynder at trives i haven.
To tredjedele af de vilde plantearter i Danmark er nemlig tilpasset næringsfattige forhold og bliver udkonkurreret af græs, nælder og tidsler og på gødede arealer. Det er skidt for sommerfuglene, der som larver har specialiseret sig i at æde ganske bestemte plantearter og ofte dem, der kun trives på næringsfattige steder.
Så jeg udpiner store dele af haven og får nogle store, flotte bunker hø. Høstakkene bliver liggende ude hele vinterhalvåret, hvor de er yndede tilholdssteder for pindsvin og store vandsalamandre, der overvintrer i hobetal godt og lunt under høet.
I vinterens løb falder høet sammen og begynder så småt at blive omsat. Omkring den 1. maj er det perfekt til høkartofler, og nu bliver det sjovt! I stedet for at grave, luge og arbejde hårdt for at gøre et bed klar til læggekartoflerne slår man vegetationen på det sted, man gerne vi have kartofler. Det dækker man så med et rimelig fast og omkring fem centimeter tykt lag af det fugtige, halvformuldede hø fra sidste år. Herpå anbringer man så læggekartoflerne med tilpas stor afstand og dækker hele molevitten med et omkring 15 centimeter tykt lag af det fugtige hø. Hvis det er tørt i vejret, eller hvis høet er tørret ud, må man vande til start.
Nu har kartoflerne det lunt, godt og vådt, og de har adgang til masser af næring fra høet og den vegetation, der visner ned og bliver omsat under det tykke lag hø. Så efter to-tre uger dukker de første grønne kartoffelblade frem.
Er der snegle, kan det være en svær tid, men planterne gror som det rene krudt, så de grådige snegle kan ikke følge med, og efter 7-8 uger står planterne tætte, store og grønne med de første blomster. Så nu bliver det rigtig sjovt! I stedet for at grave planterne op, løfter man forsigtigt høet med hænderne og tager de største kartofler, lader de små sidde og dækker godt til igen. De nyplukkede kartofler er næsten rene og helt uden jord. Og da man ikke graver planterne op, gror de videre, bliver enorme, holder sig grønne og fortsætter med at udvikle flere, nye kartofler, som man kan plukke af i månedsvis, lige til frosten kommer. Det er fantastisk og næsten som planternes svar på Valhals Særimner – den gode gris, som man kunne skære flæskesider af i en uendelighed.
Her i huset er dyrkning af høkartofler derfor blevet årets hit. Det er arbejdsbesparende og enormt udbytterigt, og så passer det som hånd i handske til sommerfuglehaven, hvor målet er enge og bede med masser af blomster, sommerfugle, vilde bier og lystigt liv. Det er en kæmpe lykke, og næste forår ser høkartoffelstykket ud til at blive en god køkkenhaveplet, parat til dyrkning af spinat og porrer og alt muligt, som gerne vil have den næringsrige, løse og levende jord, som høkartoflerne har skabt. Imens stortrives livets vrimmel der, hvor høet kommer fra. Hvilken glæde. Prøv!
