Jeg lignede et spørgsmålstegn, indtil jeg fangede den forfærdelige duft af brændt fjer...

Læser og kok Morten Friedrichsen fortæller her om et fejltrin på jobbet, der var så stort, at der blev sunget om det dagen efter

Læser Morten Friedrichsen som 23-årig kokkeelev i 1989. –
Læser Morten Friedrichsen som 23-årig kokkeelev i 1989. – . Foto: Privatfoto.

Jeg var kokkeelev på Svostrup Kro ved Silkeborg, året var cirka 1989, og det var en af de allerstørste og allertravleste konfirmationsweekender. Vi havde gjort alt klar til morgendagens konfirmationsfester, og dækket hele kroen op til fest med duge, servietter, blomster og lys.

I køkkenet gjorde vi også de sidste forberedelser – blandt andet stod en kæmpe suppegryde og simrede på gassen fyldt med høns. Vi var godt tilfredse med os selv, da vi gik hjem den aften. Vi var så klar til næste dag, at vi næsten var lidt foran. Da jeg næste morgen mødte ind frisk og udhvilet til dagens dont, blev jeg modtaget af kromanden selv i døren. Han stak mig en kop kaffe i hånden og sagde ”Godmorgen, Morten! Jeg har været meget tidligt oppe i dag, så vi starter med at spise morgenmad i festsalen – for vi kan ikke nå det alligevel.”

Der stod jeg og lignede et spørgsmålstegn, indtil jeg fangede den forfærdelige duft af brændt fjer. Og så kom jeg i tanke om suppegryden fyldt med høns. Den havde jeg glemt at slukke for aftenen før! Den havde kogt hele natten, og på et tidspunkt var gryden løbet tør for vand, så de brændte høns havde sodet hele kroen til. Stanken af brændt fjer havde hægtet sig fast overalt. Kroens overnattende gæster var endda blevet vækket og evakueret ud, indtil gryden var kommet af gassen. Om morgenen havde kromanden og hans frue vasket hele kroen ned – vinduer, døre og gardiner skulle vaskes, alle borde var blevet dækket af, porcelænet vasket, duge skiftet og dækket op på ny. Og kromanden var stadig i godt humør.

I festsalen sad alt mødt personale sammen med de overnattende gæster samlet til morgenmad, heriblandt digterparret Ida og Bent From. Bent From sad ved klaveret. I disse år var han stamgæst på stedet og kendte derfor os alle, så da jeg kom ind ad døren, klimprede han en melodi på klaveret og sang noget om varme høns med stærk duft, og alle klappede og grinede af den uheldige kokkeelev. Vi nåede alligevel at blive klar til dagens mange fester, dog hang stanken ved hele dagen, og alle gæster spurgte bekymret, når de trådte ind af døren: ”Uha, I koger nok høns i dag?”