Høsten handler om at give offer og sige tak

Når marken var mejet, tog gårdens folk til gilde, mens de i kirken gav et høstoffer. Traditionen går langt tilbage i tiden

I folkekirken er det tradition at bære en del af høsten ind i kirken og takke for Guds gaver. I Vindeby Kirke på Lolland har sognepræst Susanne Oxholm Bay Jacobsen samlet hvede, æbler og majs. –
I folkekirken er det tradition at bære en del af høsten ind i kirken og takke for Guds gaver. I Vindeby Kirke på Lolland har sognepræst Susanne Oxholm Bay Jacobsen samlet hvede, æbler og majs. – . Foto: Susanne Oxholm Bay Jacobsen.

Der bliver høstet og plukket på livet løs i disse dage. Høstsæsonen har fra før-kristen tid haft en særlig betydning for mennesker.

Filosofien bag er ganske enkel: Man skal holde sig gode venner med de højere magter, hvis man vil have behovet for føde opfyldt, og man skal huske at sige tak.

Vi kender eksempelvis hulemalerierne fra Frankrig af de byttedyr, som datidens jægere for mange årtusinder siden mente sikrede dem overlevelse. Men også i Danmark har man til alle tider og uanset religion gjort, hvad man kunne for at være forbundet med guder og åndelige magter.

I jernalderen ofrede man således korn, dyr og sågar mennesker i mosen, men også i kristen tid har de gejstlige velsignet dyrene i stalden og kornet på markerne, så høsten kunne blive god.

I den katolske tid – og i mange katolske lande stadigvæk – var det for eksempel tradition, at præsten stænkede helligt vievand på marken i løbet af vækstsæsonen og på høstredskaberne, når høsten nærmede sig. I det hele taget velsignede man ikke blot vækster og redskaber, men også både køer og får, så de kunne give godt med mælk og uld.

Den nuværende tradition i folkekirken med at bære en del af høsten ind i kirken er en naturlig videreudvikling af denne tankegang, hvor man fremviser og takker for at have fået Guds gaver, så man kan overleve vinteren endnu en gang.

Her bruger man ofte nogle neg og et passende og i reglen farverigt udvalg af grøntsager.

Vi synger det også i salmen ”Vi pløjed og vi så’de”, hvor det hedder:

”Alle gode gaver, de kommer ovenned, så tak da Gud, ja, pris dog Gud, for al hans kærlighed!”, som også bruges af mange som bordbøn både til høsttid og i det hele taget året rundt.

Høsten handler nemlig om taknemmelighed og om at give af sit overskud. Dette har man også set ved, at det engang var helt naturligt, at man til høstgudstjenesten gik op til alteret og lagde en konvolut med penge til sognets fattige, så de også kunne klare den kommende vinter.

Det kaldes høstoffer og praktiseres stadigvæk, nu dog nogle steder som en indsamling til almene velgørende formål.

Faktisk hed høstgudstjenesten indtil for få årtier siden takkegudstjeneste, netop fordi man takkede Gud for livet og skaberværket. Den dag i dag kaldes perioden fra den 1. september til den 4. oktober for skabelsesperioden i internationale kirkelige fællesskaber som for eksempel Kirkernes Verdensråd.

Ud over de kirkelige traditioner havde man rundtom på gårdene også mange traditioner for, hvordan det sidste neg skulle bringes hjem, om kørsler med høstvognen, om høstgilder og så videre. For hvor høsttiden i dag for de fleste handler om at finde vintertøjet og stearinlysene frem igen, var det indtil for meget få generationer siden et spørgsmål om liv og død, hvor man som i alt andet inddrog sin Gud og sin kristne tro.

En klassisk dag at holde høstfest på var den 29. september, når det var mikkelsdag – opkaldt efter ærkeenglen Michael. Denne helligdag blev allerede i middelalderen indført som en særlig høsthelligdag, formentlig for at slå en allerede hedensk høstfest af banen.