Hospicepræst Bente Bramming: Styr uden om frygtsomheden

I mødet med coronaudfordringerne vokser kreativiteten, siger sogne- og hospicepræst Bente Bramming og kalder den kreative handling skabningens svar på Guds kalden.

Medierne har øget vores frygt, siger sogne- og hospicepræst Bente Bramming. – Foto: Petra Theibel Jacobsen.
Medierne har øget vores frygt, siger sogne- og hospicepræst Bente Bramming. – Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Hvad er det værste ved denne tid?

Det er det tryk af uvished, som medierne lever af, og den frygtsomhed, som især de sociale medier næres af. Mediernes måde at håndtere coronakrisen på har handlet om smittetal og vaccinedramaer, og det er blevet eksponeret i en grad, der fremover vil påvirke vores samfund med en øget frygtsomhed og en manglende tro på vores handlefrihed.

Hvad er det bedste ved denne tid?

Det er, at vi finder nye veje. Nogle af de alternative løsninger, vi har skullet finde på alle mulige problemer, rummer et nærvær og en opmærksomhed, der er værd at holde fast i. Den britiske forfatter Dorothy Sayers siger, at når man taler om gudbilledlighed, er noget af det, der er fælles for Gud og mennesker, evnen til at skabe. Hun kalder den kreative handling skabningens svar på Guds kalden.

På det hospice, hvor jer virker, blev den fælles julefejring afløst af jul på de enkelte stuer. Det gav en særlig mening og nærhed. Og i sognet, hvor jeg er præst, stod vi anden påskedag på kirkegården i en veritabel snestorm og sang ”Krist stod op af døde”. Opstandelsen fik et nærvær på en ny måde i den store modstætning mellem elementernes rasen og påskens budskab om, at alt bliver godt.

Nævn en bog, film eller anden kulturoplevelse, som har gjort indtryk på dig under pandemien?

Den seneste tid har jeg oversat en bog af Cicely Saunders, stifteren af hospicebevægelsen. Hendes grundtanke er, at patienten har brug for det, Jesus siger til sine disciple i Getsemane Have: Bliv her og våg. Og så har hun blik for, at smerte ikke kun er fysisk, men også åndelig og mental, og at den ikke kun rammer patienten, men også de pårørende.

Saunders peger på betydningen af at leve, mens man er døende, blandt andet ved at fastholde alle de begivenheder, som kan fejres, for de er med til at skabe liv og hverdag. Samtidig peger hun på, at når fysikken svækkes, styrkes ånden. Man kan nå meget i den sidste tid. Både når det handler om de største spørgsmål i livet, og når det handler om forholdet til de pårørende, for eksempel i forhold til forsoning.

Hvilken ændring i dit liv eller dine vaner vil du bevare efter coronaen?

På den ene side har opbremsningen været velgørende, for når tiden får lov at standse, bliver vi mere opmærksomme på steders betydning. Det vil jeg være opmærksom på.

På den anden side handler det også om at fastholde den udvikling, hvor det at skulle finde nye løsninger kan fremme kreativiteten, nærværet og handlekraften.

Hvad er det bedste råd, du vil give andre til at komme igennem coronatiden?

Jeg kan sige det, jeg siger til mig selv: At det gælder om at fastholde en tilgang, hvor man forsøger at styre uden om frygtsomheden. Det handler om at finde en balance, hvor man på den ene side holder fast i sin frihed i forhold til at træffe afgørelser, og på den anden side fastholder en tillid til myndighederne for ikke at lade sig drive af frygtløsheden.