Da SF-politiker Magrete Auken var barn, udså hun sig den største frikadelle på fadet. Det fortalte hun for nylig til magasinet Alt. Men hun følte sig hverken fattig eller forkælet, har hun efterfølgende uddybbet.
77-årige Auken måtte nemlig forklare sig efter sin barndomsbeskrivelse, som endte på sociale medier, hvor hun er kommet i modvind.
I interviewet fortalte hun om at vokse op i et lægehjem i Hellerup med fem børn og to unge piger i huset, men også om en periode, hvor der blot var ét blødkogt æg om ugen. ”Det sidder stadig i mig,” sagde Auken, fordi familien havde ”en meget, meget forsigtig økonomi.”
I den seneste udgave af Weekendavisen blev Aukens citat viderebragt i en satirisk behandling af begrebet ’trange kår’. Det førte efterfølgende til en hed debat på sociale medier om, hvad trange kår er.
Dykker man ned i Kristeligt Dagblads avisarkiv, finder man også forskellige beskrivelser af folks barndom, som jo på forskellig vis er med til at definere menneskers liv.
I december 1965 omtales et radiointerview med fru Marie Larsen fra Hvidovre, som kom ”fra et meget fattigt hjem”, hvor der ikke ”var meget at rutte med”:
”Jeg husker min far tage afsted på arbejde om morgenen med otte stykker mad med margarine og puddersukker på. Vi var otte søskende, og mor måtte sy seks par bukser hver dag for at hjælpe på økonomien. Hun fik 26 øre for hvert par.”
Måtte dele frikadelle
10 år tidligere, i december 1955, kunne man i avisen læse et interview med C. Jul Sørensen, der ejede missionshotellet Ansgar i Aarhus. Her fortæller han blandt andet om sin barndom i et ”fattigt, men lykkeligt husmandshjem i Vejrum ved Struer”:
”Ved at tænke på vort barndomshjem kan vi lære, at et hjem kan være lykkeligt uden penge. Af børneflokken var vi fire, som levede. Det var så småt hos os, at min bror og jeg altid skulle dele en frikadelle, men der var ikke tale om, at vi led ved det. Flere gange er jeg kommet hjem fra skole, og mor har sagt: ’I dag er der ikke råd til margarine, I får kun sirup på.’ Jeg syntes, det var herligt med den søde sirup,” fortæller hotelejeren og fortsætter:
”Det var en grundtone i vort hjem, at vi ikke måtte tage på kredit. Mor skrev alt, hvad vi skulle have hos købmanden, op i en bog og beregnede, hvad det ville koste. Det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, at mor engang havde talt sammen flere gange og sagde så: ’Nu har jeg kun 39 øre tilbage. Jeg ville så gerne have givet jer semuljebudding med rød sovs på søndag, men jeg ved ikke, om jeg har råd til det’.”
Stjal roer fra bondemand
Knud Holm Andersen kunne også i avisen berette om en barndom med økonomisk smalhals. I et debatindlæg fra 2019 om fattigdom skrev den dengang 83-årige psykolog:
”Under krigen var begge mine forældre på hospitalet, og jeg var alene i tre måneder med mine fire søskende. Min storesøster på 17 år skulle passe os og lave mad til os. Vi havde ingen penge, så vi måtte stjæle roer fra bondemanden på den anden side af vejen. Vi levede af kogte roer i tre måneder. Der var ingen myndigheder, der interesserede sig for os, kontrollerede hjemmet eller fulgte med i, hvordan det gik os,” skrev Knud Holm Andersen.