Hun blev berømt på at give tips til et rent hus. Nu er der også rodet hjemme hos Marie Kondo

Oprydningsguruen Marie Kondo giver op efter tre børn

Der er ikke længere så minimalistisk og ordnet hjemme hos Marie Kondo, indrømmer hun selv i et interview.
Der er ikke længere så minimalistisk og ordnet hjemme hos Marie Kondo, indrømmer hun selv i et interview. Foto: Seth Wenig/AP/Ritzau Scanpix.

Føler du ægte glæde over dine gamle cd’er? Og dukker der et nostalgisk minde op, når du kigger på din gamle joggingdragt? Hvis nej, skal du smide dem ud.

Sådan lød rådet fra den japanske oprydningsekspert Marie Kondo, der slog igennem på Netflix med serien “Tidying Up with Marie Kondo” i 2019. Filosofien bag er, at man ikke bare fjerner fysisk rod, men også det rod, der er i hovedet. 

Marie Kondo er blevet rig og berømt på sin oprydningsfilosofi, og hendes første bog “Magisk oprydning” er en bestseller, der har solgt 13 millioner eksemplarer. 

Nu har Kondo tre børn, og hun indrømmer i et interview ifølge Washington Post, at der ikke er tid nok, og at familien er vigtigere end minimalisme og evig orden. 

”Mit hjem er rodet," indrømmer hun. "Indtil nu var jeg en professionel oprydder, så jeg gjorde mit bedste for at holde mit hjem ryddeligt hele tiden. Nu har jeg givet lidt op og indset, at det vigtigste for mig nu er at tilbringe tid med mine børn derhjemme,"” siger Kondo, som fødte sit tredje barn i 2021.

Kondo er altså bare menneskelig som alle andre. Livet bliver jo rodet, som fans påpeger på sociale medier. "Marie Kondo har et rodet hjem, og jeg er 1000 procent for det," skriver en af dem på Twitter.

Kondo udgav i november sin femte bog, hvor hun skriver om at praktisere den japanske livsstilsfilosofi ”Kurashi”, der handler om “den ideelle måde at bruge din tid på.” 
Så i stedet for at rydde op i sine ting, rydder Marie Kondo nu op i sin tid.