93-årige Ellen gæster ”Senior med mening”: Vi er vel sat i verden for at hjælpe hinanden

For Ellen Kjær Hansen er livet en gave stadig fyldt med opgaver og aktiviteter. Hun forstår slet ikke, at hun er tæt på 94 år, når hun selv føler sig som 55-årig – og lever i samme tempo

Jeg kan slet ikke se, hvad jeg skulle lave, hvis ikke jeg kan være sammen med andre, hjælpe andre og udvikle mig, siger Ellen Kjær Hansen. –
Jeg kan slet ikke se, hvad jeg skulle lave, hvis ikke jeg kan være sammen med andre, hjælpe andre og udvikle mig, siger Ellen Kjær Hansen. – . Foto: Georg Julin.

Når Ellen Kjær Hansen ofte må tage sin kalender eller smartphone i hånden, skyldes det de mange forespørgsler, hun får om medvirken i kommende aktiviteter, og derfor må hun tjekke for ledige tidspunkter mellem de mange aftaler, der allerede står noteret.

Sådan var det også, da jeg skulle lave en aftale med hende til lydserien ”Senior med mening”, og da dagen oprandt, var det lige med nød og næppe, at hun kunne sætte et par timer af, for hun skulle også lige køre en veninde, der skulle opereres for grå stær, til øjenlægen.

”Ja, vi må hjælpe hinanden, når vi bliver ældre, og så længe jeg kan give kørelejlighed til andre, gør jeg det gerne,” siger Ellen Kjær Hansen i ”Senior med mening”, der kan høres fra i dag klokken 14.

I udsendelsen fortæller hun også, at naboerne i det nye kvarter, hun er flyttet ind i, har tilbudt at låne hende deres bil, hvis hendes egen skal på værksted. 20.000 kilometer bliver det til på årsbasis, for Ellen Kjær Hansen har mange gøremål.

Ud over at lave frivilligt socialt arbejde for ældre som næstformand i OK-klubben i Odense og formand for den lokale OK-klub i Korup, at være formand for besøgsvennerne og leder af en lokal læseklub er listen lang med aktiviteter – ikke at forglemme fitnesscentret, hvor hun som tidligere skolelærer møder sine gamle skoleelever og deres børn.

Kort sagt har Ellen Kjær Hansen et aktivt seniorliv med mening, hvor hun spreder liv og glæde til andre – og dermed til sig selv.

Ellen Kjær Hansens aktive liv begyndte som niårig, hvor hun fik sin første plads. Hun skulle passe fire børn, hvor den ældste var syv år. Hendes skolelærer var klar over, at der manglede penge i hendes barndomshjem, så hun skaffede hende jobbet. Siden har Ellen Kjær Hansen nydt at være på arbejdsmarkedet:

”Jeg kan slet ikke se, hvad jeg skulle lave, hvis ikke jeg kan være sammen med andre, hjælpe andre og udvikle mig,” siger hun med et stort smil, ”det er vel det, vi er sat i verden til – at hjælpe hinanden!”. Ellen Kjær Hansen ville gerne sætte tiden i stå, for tanken om at skulle herfra er ikke moden, men som kristen og tidligere medlem af menighedsrådet strejfer tanken ofte om, hvad der skal ske hende bagefter.

”Men det må gerne vare lang tid, for jeg har travlt,” griner hun, ”vi har jo brug for hinanden, og for ikke så lang tid siden meldte jeg mig ind i den lokale bridgeklub, hvilket er både godt for hjernen og humøret. Selvom tankerne om den sidste dag kommer, håber jeg, at jeg kan blive ved med at være aktiv og hjælpsom for andre til det sidste. Det er min absolutte anbefaling til alle os seniorer – det giver mening med livet.”

Ellen Kjær Hansens beretning er værd at lytte til – den giver stof til eftertanke og gode råd til at engagere sig aktiv – uanset alderen.

Lyt til afsnittet med Ellen i lydavisen ved at klikke her.