Chokoladerhjerter, blomster i douce farver og printede kort med ord som ”verdens bedste mor” bliver anden søndag i maj givet til mødre verden over. Men det ville grundlæggeren af mors dag, Anna Jarvis, rynke på næsen ad og muligvis organisere en demonstration imod.
I 1923 var hun i hvert fald godt træt af alle “mors dag-bedragerne”. Blomsterhandlerne, konfekturebutikkerne og kortindustrien, der alle – ifølge hende – lukrerede på den mærkedag, som hun i et årti havde kæmpet for at få indført.
”Et printet kort betyder intet udover, at du er for doven til at skrive et kort til den kvinde, der har gjort mere for dig end nogen anden i verden. Og slik! Du tager en boks med til din mor, og så spiser du det meste selv. Hvilken attitude!” skulle hun efter sigende have revset.
Samme år truede 60-årige Anna Jarvis med at sagsøge New Yorks guvernør for at planlægge en mors dag-festival. Og i 1925 blev hun arresteret for at forstyrre freden, da hun ville sætte en stopper for en konvention i Philadelphia, hvor krigsveteraners mødre solgte hvide mors dag-nelliker. En blomst Anna Jarvis havde valgt som symbol for mors dag, fordi det var hendes afdøde mors yndlingsblomst.
Den ældre kvinde Anna Jarvis, der var født og opvokset i West Virginia, ville have at mors dag skulle handle om en ting. Børn skulle vise deres mødre, hvor vigtige de var, ved at skrive dem et håndskrevet brev. Og hun tolererede ikke, at mors dag skulle motivere til mindre agtværdige former for kærlighedserklæringer. Ikke noget med at springe over hvor gærdet er lavest med købte, printede kort. Nej tak!
Det hele begyndte med Anna Jarvis egen mor. Det var en søndag i 1876, da Anna Jarvis var 12 år gammel. Moderen underviste hende og hendes søskende og andre børn i søndagsskole i Andrews episkopale metodistkirke i Taylor County, West Virginia. Denne søndag bed hun ekstra mærke i sin højtelskede moders bøn, der lød: ”Jeg håber og beder til, at nogen på et tidspunkt vil grundlægge en dag, hvor man mindes moderen og den uforlignelige tjeneste, som hun giver menneskeheden på alle livets områder. Det fortjener hun.”
Da moderen døde 30 år senere, besluttede Anna Jarvis, der var ugift, sig for at vie sit liv til at opfylde moderens bøn. Hun begyndte kort efter moderens død i 1906 en brevskrivningskampagne – eller bombardement. Hun skrev til kongresmedlemmer, lovgivere, guvernører, forretningsmænd, chefredaktører og flere præsidenter. Hun rejste til Washington og tog på turné i USA for at sprede budskabet. Selvom kvinder ikke havde meget inflydelse eller stemmeret på det tidspunkt, så blev Anna Jarvis’ forslag i sidste ende accepteret.
I 1910 indførte West Virginia mors dag som en officiel helligdag. Fem år efter gjorde præsident Wilson det til en national mærkedag. Og så begyndte Anna Jarvis at skrive breve til statsledere i andre lande.
Men midt i hendes succes tog mors dag en drejning. Den blev så populær, at diverse amerikanske forretningsdrivende så et profitpotentiale. Blomsterhandlerne hævede prisen på hvide nelliker, korthandlere printede mors dag-kort og konfektureforhandlere begyndte at sælge mors dag-chokolade og -slik.
Anna Jarvis, der havde sikret sig ophavsrettighederne til mors dag, begyndte at udsende officielle erklæringer, som denne fra 1915: ”Advarsel: Enhver velgørenhedsorganisation, institution, hospital, organisation eller firma, der bruger mors dags navne, arbejde, emblem eller fejring til at få penge, skal holdes ansvarlige som bedragere af de rette autoriteter.”
Men mors dag havde spredt sig som en steppebrand til hele USA, og det blev umuligt for Anna Jarvis at kontrollere. Også selvom hun flere gange skrev til præsident Roosevelt, for at få ham til personligt at sætte en stopper for redeligheden. På det private var Anna Jarvis økonomisk rabundus. For hendes kamp mod kapitalisering på mors dag medførte, at hun heller ikke selv tjente penge.
Med et sidste forsøg på at redde sin elskede mærkedag prøvede hun som 79-årig at organisere en skriftlig anmodning om at nedlægge mors dag. Hvis ikke det skulle være på hendes måde, skulle det slet ikke være. Men hun nåede ikke langt, inden hun blev placeret på et plejehjem på grund af alderdom. Det blev betalt af en indsamling, som hendes venner organiserede. En af de større donationer kom fra en af Anna Jarvis’ ærkefjender: en blomsterhandler, der donerede 1580 dollars. Men det fortalte hendes venner hende aldrig. Hun døde i 1948 og blev begravet ved siden af sin mor.