De vilde grøftekanter langs vore gader, veje, landeveje og motorveje er vidunderlige at skue her i sommertiden, og Gudskelov har flere og flere naturforvaltere fattet idéen med at skåne dem og ikke brutalt slå alt det blomstrende ned med hård hånd – eller store maskiner.
Tidligere så man ikke mange grøftekanter overleve, bedst som de var smukkest og mest blomstrende, kom de store voldsomme maskiner og slog alt ned, og mange af os gispede og kunne dårligt have det. Heldigvis er vi mange, der har talt de vide grøftekanters sag og skrevet bønfaldende om at lade dem være i fred, og det synes at have hjulpet visse steder. Ud over det ganske land ser man nu om dage flere og flere blomstrende grøftekanter få lov at leve deres helt naturlige liv. Tak for det!
Også idéen med at lade flere og flere haver få lov at være mere og mere naturlige og upyntede har slået igennem. Blomsterengen og den vilde have er blevet in eller det nye sort, flere og flere hopper på idéen. Så tidligt som i 2006 skrev jeg bogen ”Min vilde eventyrhave” om min egen blomstereng-have ved sommerhuset i Vejby Strand, og det gav lidt genlyd og forespørgsel om flere foredrag, og flere og flere blev tiltrukket af idéen. Heldigvis bevidst om, at den slags haver bestemt ikke passer sig selv. Andre beslægtede bøger har siden set dagens lys. Det naturlige har heldigvis en stor fanskare.
Men – og her kommer dagens pointe – den vilde idé har nu også bredt sig ind i byerne, i hvert fald i mindst en kommune, nemlig Frederiksberg Kommune (og der kan være mange flere, jeg ikke har direkte kendskab til), der har ladet mange rabatbede på blandt andet Peter Bangs Vej så til med vilde blomstereng-planter. Jeg var ved at ryge af cyklen af forbavselse, da jeg for nylig kørte gennem netop den gade og tænkte: "Hvad sker der lige her?" Det samme så jeg ved et minianlæg ud til Allégade tæt ved TV 2 Lorry. Samme idé med respekten for den vilde vegetation. Hurra for det og hermed stor ros til kommunens netop pensionerede stadsgartner Karsten Klintø og hans stab, der har gennemført idéen. Må hans efterfølger følge samme gode og naturlige idé og gerne lade den brede sig overalt, hvor den kan.
De fleste af os kender glæden ved at gå ud over en blomstrende eng eller mark og kender glæden ved at plukke en god vild buket med hjem. I mine øjne oftest langt smukkere end dem man kan plukke i et dyrket staudebed. Der er noget ved alt det vilde, der virkelig drager. Også iveren efter at kende planternes navne er en del af fornøjelsen.
Ved de seneste begravelser og bisættelser, jeg har deltaget i, har jeg også om overhovedet muligt gået i grøftekanterne for at plukke en personlig bårebuket. Den tid man bruger på det, bliver også en stund, hvor man tænker kærligt og koncentreret på det menneske, man nu skal tage afsked med. Langt mere værdifuldt for mig i hvert fald – end at gå til en i øvrigt udmærket blomsterbutik. Her kommer det personlige med. Og jeg har hørt flere bedemænd og bededamer, der siger, at den var dog den smukkeste, de havde set. Så enkelt er det faktisk.
Altså: den naturlige blomst kan vi ikke prise nok - ej heller byde velkommen nok i flere byer – som på Frederiksberg.
Kom bare i gang!