Totte fylder 50 år

Drengen Totte fylder 50 i år. Nutidens børn er ikke vokset fra den populære svenske dreng i børnebogs-klassikerne fra tiden før iPads og sukkerpoliti

Totte fylder 50 år

”At lege med vand og sand er noget af det bedste, Totte ved.”

Sådan lyder den første sætning i Gunilla Woldes bog ”Totte bader” fra 1969. Den kvadratiske bog har en størrelse, så den hviler godt i små børns hænder, og fortællingen er så nær, at den står som et spejl for det barn, som har tilbragt noget af dagen i en sandkasse.

Foto fra bogen
Foto fra bogen

At det er nogle årtier siden, at Totte legede med sand og vand, bliver man klar over, når man bladrer et par sider frem i bogen. Her kan man læse om Tottes mormor, som bor i et gammelt hus på landet, hvor badevandet må varmes i en kedel på komfuret. Mormødre uden varmt vand i hanerne skal man lede længe efter på vore breddegrader i 2019. Og ja, skønt man absolut ikke kan se det, så fylder drengen med de runde kinder og den karakteristiske tot på hovedet 50 år.

Kvinden bag Totte, Gunilla Wolde, blev født i Göteborg i 1939. Hun læste på en reklameskole, men kom til at ernære sig som tegner og forfatter. Hun fik to børn og har i interviews fortalt, at virkelighedens Totte var sønnen Per. Som tegner og forfatter så hun fortællinger i hverdagens mange gentagelser som påklædning, oprydning og bagning. Med korte sætninger og en ikonisk streg gav hun Totte en barndom i en kernefamilie, hvor der var tryghed og en understrøm af lune.

Hjemme hos Totte bager man med hvidt mel og har ikke hørt om glutenallergi. Og der er ingen voksne, som siger, at han skal passe på, når han sætter kagen ind i den varme ovn. Når Totte har brug for hjælp med kagen, er det hans far med grydeklippet hår, som hjælper i køkkenet i ligestillingens ånd. Mens kagen køler, laver Totte saftevand. Sukkerpolitiet var ikke opfundet.

Bøgerne blev godt modtaget. I 1974 skrev journalist Helle Bygum i Kristeligt Dagblad om Totte-bøgerne, at de var vældig søde og naturlige. Og Totte er stadig i topform og oversat til 14 sprog. Det samme gælder bøgerne om Lotte, som Gunilla Wolde også tegnede og skrev. Som kendere vil vide, møder de to figurer hinanden i enkelte bøger. Bøgerne om Lotte ligner dem om Totte, men her er dramaerne lidt større. Lotte går i børnehave, kommer på skadestue med en flænge i panden, og i en af bøgerne skal hun have lavet et hul hos tandlægen.

Danmarks eneste specialboghandel for børn, Børnenes Boghandel i København, har et stort udvalg af bøgerne om både Lotte og Totte. I boghandlen oplever personalet, at forældre og bedsteforældre køber bøgerne om Lotte og Totte som en slags guide til noget, som skal ske i barnets liv. Måske skal barnet vaccineres, og så skal man have fat i ”Totte hos lægen”, eller man venter familieforøgelse og vil læse ”Lottes lillebror”.

I de 50 år, der er gået, siden Gunilla Wolde skrev de første bøger om Totte og Lotte, er der kommet talrige andre bøger til de yngste om hverdagen, men forældre, som selv har fået læst de små kvadratiske bøger, køber dem trofast, når de selv bliver forældre.

Forlaget Carlsen, som udgiver bøgerne, oplyser ikke, hvor mange der er solgt, men flere af titlerne er kommet i 25 til 30 oplag, hvilket er en særdeles solid succes.

Gunilla Wolde får ikke lov at opleve Tottes 50-årsfødselsdag. Hun døde i 2015 og blev 75 år. Hun blev i interviews spurgt, hvad hun så som årsagen til børnebøgernes succes, og svarede:

”Der var meget humor i bøgerne. Det er derfor, de er gået så godt. Humor har reddet mig i det meste af livet.”

Gunilla Wolde værnede om sine værker med en stor nidkærhed. Hverken farver, typografi eller tegninger må der pilles ved. Så er grydehåret, kassebukserne og en barndom uden iPads sikret for eftertiden. Tillykke til Totte!