I dag er det to uger siden, Anna Buch Klausen sidst forlod sin lejlighed. Til daglig arbejder hun fra sin kontorplads på Kristeligt Dagblad med at forbedre læsernes oplevelse af avisen og sørge for, at kommunikationen omkring avisen er tilpasset læsernes behov og ønsker.
Da regeringen i forrige uge lukkede Danmark ned, måtte Anna Buch Klausen og hendes kæreste fra den ene dag til den anden arbejde hjemmefra i en 45 kvadratmeter stor lejlighed på Nørrebro i København. Samtidig måtte hendes lillesøster tage hjem fra et ophold på Krogerup Højskole, der også lukkede. Deres mor, der bor på Fyn, er i højrisikogruppen for corona, fordi hun lider af en sjælden hormonsygdom og har været igennem en større operation i december. Søsteren kunne altså ikke flytte direkte derhjem og i stedet flyttede hun ind i Anna Buch Klausens lejlighed, hvor de nu tre beboere alle satte sig i frivillig isolation. Her fortæller projektlederen fra avisens marketingafdeling om at indrette hjemmekontor og om, hvad der er med til at løfte stemningen i den isolerede hverdag:
”De daglige gøremål har krævet en del rotation i lejligheden. De to rum, som lejligheden består af, har skullet huse alt fra mine møder og samtaler med kolleger til min journaliststuderende kærestes forelæsninger og min søsters højskoleundervisning og fællessang – alle disse aktiviteter ofte samtidig og med halvdårlig internetforbindelse.
Som projektleder på avisen er jeg ret afhængig af at kunne kommunikere med andre afdelinger i huset, fordi mange af de ting, jeg arbejder med, er nye tiltag, som skal testes og implementeres af andre end mig alene. Derfor er det ret udfordrende at sidde alene herhjemme. Jeg plejer desuden også at arbejde ret visuelt med mine projekter. Min kontorplads på avisen er fuld af gule post-it-sedler og store mindmaps, og jeg bruger dagligt en stor tavle til at visualisere idéer. Det kan jeg naturligvis ikke på samme måde gøre herhjemme. Især ikke når vi er tre mennesker på lidt plads.
Inden længe drager min søster mod Fyn, og derefter behøver jeg ikke længere leve i fuldstændig isolation. Men jeg er samtidig klar over, at der formodentlig går lang tid, før jeg kan se min familie og mine venner igen.
Derfor priser jeg mig lykkelig over, at vi kan mødes online, og netop med hensyn til digitalt samvær er jeg faktisk ret begejstret over alle de kreative påfund, jeg ser rundt omkring.
Online venindeaftener, fælles madlavning i hver sit køkken, strikkeklubber, brætspilturneringer og meget andet. Det gør det en anelse lettere ikke at kunne se mine nærmeste, at jeg ved, at vi faktisk godt kan lave en masse aktiviteter sammen, mens vi er hver for sig.”