Prøv avisen
Mindesmærker

Til minde om den danske sømand

Mindeankeret i Nyhavn blev afsløret den 29. august 1951. Foto: Folmer Raabjerg Hvas

I Nyhavn står et anker til minde om de danske sømænd, som faldt under Anden Verdenskrig

Folmer Raabjerg Hvas har sendt dette billede af mindeankeret i Nyhavn, der blev afsløret den 29. august 1951, otteårsdagen for Danmarks officielle brud med Tyskland. Det var Forsvarsministeriet, der skænkede det mere end 100 år gamle stokanker til formålet. Indskriften på pladsen lyder: ”Til minde om den danske sømand, der satte livet til i krigens år 1939 - 1945”. Under ankeret er lagt en blykapsel, hvori der er navne på cirka 1600 søfolk.

Folmer Raabjerg Hvas skriver i en mail til bagsiden, at ankeret blev transporteret til Nyhavn natten før den 29. august 1951. Oprindelig var der opstillet et mindekors her allerede i 1945, først i træ og senere i marmor. Han fortæller videre, at der stadig den 24. december om eftermiddagen hvert år holdes en kort mindehøjtidelighed her efterfugt af en julegudstjeneste i Sømandshjemmet i Nyhavn. ”Traditionen begyndte allerede i 1945. Højtideligheden med tale og kranselægning blev indtil midten af 1990'erne transmitteret i forbindelse med radioavisen hvert år. Den kendte sportskommentator Gunnar Nu Hansen satte stor pris på at være speaker ved mindehøjtideligheden og var det i alle årene. Han indledte altid med noget i retning af: 'Her, hvor mørket sænker sig over Nyhavn i København, er vi samlet for at mindes søfolk, som ikke kom hjem ...',” skriver Folmer Raabjerg.