Læseranekdote: Husk at sige tak til dem, der er dit livs velsignelser

Nu vi nærmer os tiden for høstgudstjenester, vil jeg gerne fortælle en af de gamle jydehistorier, som min far fortalte, og Poul Erik Krogen også elskede at fortælle, skriver en læser

En læser fortæller en historie med en vigtig pointe og spørger: Har du talt dine velsignelser i dag? Modelfoto.
En læser fortæller en historie med en vigtig pointe og spørger: Har du talt dine velsignelser i dag? Modelfoto.

Jeg har været heldig med at have haft en far, der fortalte gode historier, de fleste med en vigtig pointe.

I min barndom hørte jeg ham fortælle masser af de gamle jydehistorier. Historier, som min anden favoritfortæller, Poul Erik Krogen, også fortalte mange af og gav en særlig ”krogensk” drejning.

Nu vi nærmer os tiden for høstgudstjenester, vil jeg gerne fortælle en af de gamle jydehistorier, som min far fortalte, og Poul Erik Krogen også elskede at fortælle.

En historie, som er et godt eksempel på, at det ikke bare er grin, men at historien kan bære en vigtig pointe. Jeg har brugt denne historie, både i en kort og en lang udgave, til høstgudstjenester, i prædikener og i bryllupstaler - for den kan bære nogle vigtige ord ud af kirken, fordi menigheden kan huske historien. Og selvom det er gentagelser, så er der jo nye tilhørere, der aldrig har hørt historien før, ligesom der også er læsere, der har hørt den, men også mange læsere, der aldrig har hørt den før.

Det er umuligt at ramme alle med en ny historie, derfor vil jeg godt forsvare de mennesker, der kommer til at fortælle en historie igen og igen. Tænk, hvis man kun måtte bruge de bedste historier en gang! Gentagelse kan være en foræring til den, der aldrig har hørt historien før.

Senest, da jeg var præst ved et bryllup denne sommer, brugte jeg historien, fordi vi alle kan identificere os med den. Her kommer den:

Der var en gammel smedemester oppe i Nordjylland, som skulle have sin datter gift. Hun skulle giftes ind i en såkaldt ”svær” familie - en proprietærfamilie.

Smeden og konen havde lejet kroen, og der skulle serveres tre retter - suppe, steg og is. Der blev inviteret 80 mennesker - 70 fra konens familie. Ha, ha!

Da de havde siddet længe over middagen, og smeden havde drukket sig noget mod til, og konen havde sparket ham over skinnebenet mange gange, så rejste han sig i al sin vælde for at holde ”tålen” - talen.

Bare ved at kigge over på datteren, Anne-Grethe, der sad der med myrter i sløret, var smeden ved at komme til at græde. Men så strammede han sig op og sagde: ”A vil gjerne sæj dæ tak - Anne-Grethe - for de år, do hår wot hjemme ved mor og mæ, do hår ålti wot en gue pige. Så a vil her på din brøllopsdaw - med det bette fattige ord - sæj - TAK.

Og så vil a håbe for jer unge mennesker, at Vorherres sol den vil skinne på jer - ligesom den hår skinnet på mor og mæ.”

Da så han over på konen og sagde: ”Er det int rigtig?”.

”Jow,” sagde konen. ”Så blyver de i hvert fald int solbrændt.”

Hvor jeg kender mig selv i den historie, for jeg glemmer jo gang på gang at sige tak til de mennesker, som betyder alt for mig.

Med andre ord: ”Har du talt dine velsignelser i dag? Og, har du sagt tak til dem, der er dit livs velsignelser? Det er lige det, at historien om smeden handler om!”.

Christen Væver, pastor, Ledavej 13, Randers SØ