Husker du også hwolberku’w?

Gamle dialektale former kan godt skrives på sociale medier. Det er jo som et sammenstød mellem tider

Hulkøer, sten med hul igennem, kan bruges til mange ting. De små kan bruges til legetøj med snor, mens de store med reb igennem har holdt ting i balance. –
Hulkøer, sten med hul igennem, kan bruges til mange ting. De små kan bruges til legetøj med snor, mens de store med reb igennem har holdt ting i balance. – . Foto: René Sahl, Colourbox.

Jeg har heldigvis familie, venner og bekendte med rod i samme område, samme landsby i Sydvestjylland, som jeg selv. Så vi kan nu og da genudfolde lidt af den dialekt, vi engang talte og forstod verden igennem. Dialekten er som et bånd med en tone eller en erfaring, der ligger inde bag det urbansprog, de fleste af os nu taler.

Forleden dukkede ordet hwolberku’w op, da en bekendt skrev ordet på det sociale medie Messenger. Tænk, gamle dialektale former kan godt skrives på et socialt medie! Det er jo som et sammenstød mellem tider! Men hvad i alverden er en hwolberku’w? Jo, en hwolberku’w er en hulko, hvis vi skulle oversætte til rigsdansk. Hulko er et gammelt jysk ord og begreb for en sten med et hul igennem. Sådanne sten brugte man som legetøj, for der kunne trækkes en snor gennem hullet, og så var det en ko, der kunne trækkes på græs og blive tøjret til græsning. Jeg havde mange hulkøer eller altså hwolberky’r om barn. De stod solidt tøjrede i haven derhjemme, så de ikke stak af. Det var for resten stort at finde en ny, fin hulko på marken, som kunne tilgå den eksisterende besætning. Det er altid godt at udvidet kreaturholdet. Og de her hwolberky’r var garanteret CO2-neutrale!

Sådanne hulkøer, altså sten med et hul igennem, kunne ifølge Jydsk Ordbog på nogle dialekter blive kaldt paradiskøer eller marmorkøer. Hulkøer var som regel af flint, og hullet er jo nok opstået, fordi kalkdelen er forvitret, og flintesten kan skinne så flot som marmor. Store hulkøer blev i øvrigt også brugt om de tunge sten med et hul igennem, som i et reb hang bag ud over væverstolen, så stolen, altså rammen, og materialet blev holdt i balance. Men først og fremmest var en hulko altså et magisk legetøj, for tænk at kunne få lov til at styre sin egen drift kvæg gennem solide tøjrslag. Det havde forfatteren Harald Bergstedt, ham der også skrev ”Jeg ved en lærkerede” og ”Solen er så rød, Mor”, helt forståelse for:

”Pollemand finder en hullet Sten. / Det er en Ko. / Ved Middagstid finder han nok en Een. / Nu har han to. / Han tøjrer dem hver med en Ende.”

Andre steder i Jylland end der, hvor jeg kommer fra, kunne hulkoen hedde en hwolko, det var således den almindelige betegnelse i Midtjylland, fortæller Jydsk Ordbog. Andre steder som eksempelvis min hjemegn var det som sagt hwolberku’w eller hwolbokuw. Den ekstra orddel, der indgår, altså bo eller ber, er faktisk interessant, for det er formentlig en oldnordisk rest af et ord, der betyder ”født med”. Så den gode hwolberku’w var endda født med et hul. Så bliver det ikke finere, skulle jeg mene.

Den oldnordiske rest i det dialektale ord kan vise, at vi her har at gøre med et af de ældste stykker legetøj overhovedet. Naturen producerede magi, som den stadig gør, hvis den bare får lov. Men nu skal jeg have flyttet mine hwolberky’r. De har formentlig afgræsset inden for tøjrslaget.