Det er som at slå fortænderne ud
I begyndelsen af denne uge skal byrådet beslutte, om en hel husrække i Havnegade i Nakskov skal rives ned. De fire gamle huse, der ligger på havnefronten og ejes af Lolland Kommune, er misligholdte, og ifølge borgmester Holger Schou Rasmussen (S) er der ingen investorer, der ønsker at renovere og bevare dem, så planen er, at grunden ryddes og der bygges noget nyt i samme højde.
Blandt andre er Nakskov Bygningsbevaringsforening og Arkitekturoprøret i Danmark imod nedrivningen.
”For så ved vi godt, hvad der sker,” siger formand for sidstnævnte, Jep Loft, og fortsætter:
”Det kan godt være, det er billigere at bygge nyt, men se, hvad der skete med Nørrebro i København. Der sagde man præcis det samme, rev det gamle ned og byggede en ghetto. Da man ti år senere kom til Vesterbro, havde man lært lektien og satte i stand. I dag er Vesterbro et rigmandskvarter. Man skal passe på det gamle, ellers ender man med en forstad midt i byen,” siger Jep Loft og nævner byer, som i særdeleshed har revet ned.
”Slagelse er ødelagt, Maribo, Sakskøbing og Nykøbing har fået smadret deres torve. Det har Nakskov ikke. Det er en frygtelig dårlig idé at rive de huse ned. Der er næsten ingen danske byer, der har så fin en havnefront.”
At de andre gamle huse i rækken på havnen får lov at stå, redder ikke sagen, mener Jep Loft.
”Det svarer til, at man slår fortænderne ud. Det er hullet, man ser, lige meget hvor pæne de andre tænder er.”
En lykkelig hale på historien
Nogle læsere vil huske Rufus fra Roskilde, hunden som var afleveret til Dyrenes Beskyttelses Internat her, og som sad der meget længe. Det skrev Kristeligt Dagblad om den 8. september. Men nu har den fireårige patterdale-terrier fundet den perfekte familie, oplyser internatleder Rikke Agner Jørgensen.
”Nogle gange, når vi næsten har mistet håbet, dukker der ud af det blå et hjem op, som er så perfekt, at vi ikke engang selv kunne have strikket det bedre sammen,” siger hun.
Internatet stiller krav til nye ejere, for som lederen siger, er de dyrenes advokat. Så det er ikke et tag-selv-bord at adoptere en hund, kat eller kanin.
”Dyrene har en gang mistet deres hjem, derfor sikrer vi os, at der er et match, så de ikke skal miste et til.”
Rufus skulle passe med nogen, der kunne rumme, at den ikke bryder sig om andre hunde, men det er åbenbart ikke et problem, for i den hilsen internatet har fået fra det ægtepar, som har adopteret Rufus, står der blandt andet, at Rufus har været med i Maxi Zoo, hvor han opførte sig eksemplarisk.
”De skriver, at det er gået over al forventning, og synes, han er så nem. De træner tricks med ham, og han sover i sofaen, hvor han snorker højlydt,” siger Rikke Agner Jørgensen.
Mange tusinde dyr afleveres hvert år til landets internater.
Storkeungers træk følges med stor interesse på gps
Ikke en ”Lokalnyt” uden storke – for det meste. Det er også en historie, der – som man siger – bliver ved med at give. Nogle gange er det sørgeligt, andre gange opløftende, men altid interessant, mener de mange, der følger årets danske kuld via en app, der hedder Animal Tracker. Her kan man på et kort over Europa og Afrika se, hvor storkeungerne befinder sig.
Findus fra Broderup i Sønderjylland var den første, der faldt – den blev angrebet af en rovfugl i Nordtyskland, men blev netop via sin sender fundet, lappet sammen, og er på vingerne igen.
Værre gik det for Christian fra Rens, også Sønderjylland, som satte sig på en ikke-isoleret ledning i Istanbul. Så nu heppes der på søskendeparret Findus og Simba, der har fundet hinanden sydvest for Madrid, og på Michaela fra Gundsølille ved Roskilde, som har taget den farlige østrute og nået til Chad i Afrika. At Findus og Simba har fundet hinanden er fantastisk, mener Jess Frederiksen fra Storkene.dk.
”Findus kom endda slæbende noget efter, men storke kan sagtens genkende hinanden,” siger han.
Det er første gang, danske storke får monteret en gps, og kritiske stemmer mener, det er at stalke dyrene. Men projektet, der ledes af Storkene.dk og Statens Naturhistoriske Museum, skal give mere viden om, hvor de egentlig flyver hen. Erfaringer viser nemlig, at mange ungstorke forsvinder. Højspændingsledninger, vindmøller og krybskytter i Syrien og Libanon, er nogle af de største farer. I de to lande skydes trækfugle for ”sjov”, og tusinder af storke, pelikaner, ørne og svaler ender som trofæer lagt i rækker og vist frem på Facebook