Prøv avisen

Hvad betyder det at give hånd?

Der verserer for tiden en debat om at give hånd eller ej. Før i tiden betød en håndsrækning, at man bekræftede noget, en aftale, ved at række hånden frem eller række den op. – Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Håndtrykket var meget længe forbeholdt officielle aftaler og blev først i nyere tid mere folkeligt

I ”Ordbog over det danske Sprog” står der om ordet hånd, at det betegner ”de to yderste Dele af Menneskets Forlemmer, som udgaar fra Underarmen og gennem Mellemhaanden ender i Fingrene”. Det er en skøn forklaring, som håndterer hånden i en håndevending.

Der verserer for tiden en debat om hånden i forbindelse med hilsner og besegling af aftaler. I en forordning fra Københavns Universitet, dateret 1736, hedder det om kandidater fra jura: ”Efter Examen skal Examinatus med Haandrekning og stipulata manu forpligte sig (…)”. Forordningen findes stadig i medicinske kandidaters aflæggelse af lægeeden. En kandidat i jura skulle altså lave håndrækning og stipulata manu for at bekræfte sit ansvar og sin loyalitet mod faget.

En ’haandrekning’ betød i 1700-tallet, at man bekræftede noget, en aftale, ved at række hånden frem eller række den op. Hånds(op)-rækning rummer fra gammel tid afgørelse. De forsamlede på tinge eller ved kongens hof lavede håndrækning for at vise, hvad de mente. Det flotte begreb stipulata manu er latin og et vigtigt begreb i datidens retssprog. Det betyder et forpligtende håndslag, ikke håndtryk, men håndslag. Det er vel det, der stadig trives i bedste velgående, når krejlere og handelsmænd står og forhandler om priserne.

Stipulata kommer af stipulari, der lader sig oversætte med kræve et løfte af nogen. Vi kender ordet i moderne dansk som verbet at stipulere, der betyder at fastsætte, forudsætte eller præcisere noget tydeligt og eksplicit. Manu eller manus, der er den anden del af begrebet, er det latinske ord for hånd. Vi kender det fra manuelt, der henviser til håndens arbejde, og fra manuskript, der kommer af manus for hånd og scriptum for skrift, så manuskript betyder egentlig et håndskrevet dokument.

Stipulata manu var det juridiske begreb, mens et ordentligt klask i den andens hånd var det folkelige udtryk for indgåelsen af en aftale. Den form for aftale blev især fra og med slutningen af 1800-tallet suppleret med håndtrykket, når ligemænd skulle træffe bindende aftaler.

Hvem var ligemænd? Ja, ikke kvinder, bønder, håndværkere eller arbejdere. De gav sjældent hånd og da slet ikke til folk af højere stand, som gerne ville have sig frabedt at blive besmudset af en grov lab. Små folk kunne tage hatten af i stedet. Så kunne de fedte med den. Men efterhånden – om jeg så må sige – blev håndtrykket, der tidligere var forbeholdt officielle aftaler, mere folkeligt og almindeligt i brug. Vi begyndte at sige goddag og farvel med et håndtryk.

Så blev det i 1960’erne til et ”hej” og et vink, og siden har knus og kram blandet sig i hilseformernes historie. Håndtrykket signalerer høflighed og opretholdelse af autoritetsformer, så det holdt vi op med i 1960’ernes ungdomsoprør.

Der findes, foruden stipulata manu, en anden og i udgangspunktet mere fornem og inderlig hilseform i dansk historie, nemlig at hilse ved at lægge højre hånd hen over hjertet. Skikken forsvandt, men findes endnu i sproget i den faste vending: hånden på hjertet. Skikken og vendingen kom fra tysk i senmiddelalderen.