Hvad er dit vigtigste minde fra højskolen?

Et højskoleophold kan danne en ramme om en forelskelse, en dannelsesrejse og en naturoplevelse. Det var det for politiker Bertel Haarder, chefredaktør Lea Korsgaard og tv-vært Frank Erichsen

Chefredaktør for Zetland Lea Korsgaard, tv-vært Frank Erichsen og politiker Bertel Haarder (V).
Chefredaktør for Zetland Lea Korsgaard, tv-vært Frank Erichsen og politiker Bertel Haarder (V). Foto: Sofie Mathiassen/Morten Germund/Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Lea Korsgaard, journalist og chefredaktør for Zetland. Gik på Testrup Højskole i 2005.

”Det mest definitive højskoleminde var, da jeg mødte min mand (Rasmus Meyer, red.) på forårsweekenden, som er et arrangement for tidligere elever. Første gang vi mødtes, afviste jeg ham på det groveste. Det var først ved augustkurset samme år, at jeg forstod, at han havde ret, når han sagde, at vi en dag skulle giftes.

Højskolen er en fortryllende ramme for forelskelse. Der er så højt til loftet, at alt kan lade sig gøre. Virkeligheden bliver helt konkret tilsat sang, musik og magi, og det tror jeg er meget kendetegnende for den uge i august, hvor jeg erkendte, at jeg var forelsket i ham.

Jeg kan huske, at jeg på grund af min uopsættelige forelskelse gik ned på volleyballbanen, satte lyden af orkestret Junior Senior i høretelefonerne, og så stod jeg ellers og hoppede i en halv time for at komme af med al den indestængte energi, som var ophobet i ugens løb.

Højskolen har formet mit livssyn, at lyset altid står over mørket, også i en alvorlig tid som den, vi lever i nu.”

Bertel Haarder, medlem af Folketinget for Venstre og tidligere minister. Var som 24-årig hjælpelærer ved Askov Højskole.

”Et minde, som vækker særlig genklang, var forstander Knud Hansens ugentlige foredrag om de store russiske forfattere. Han var en miserabel taler, uinspirerende, ganske enkelt. Det var elendigt fremført, men indholdet var bjergtagende og fængslende. Generationer af Askov-elever glemmer det aldrig.

De store russiske romaner handler om store følelser, had og kærlighed, ondskab og tilgivelse, synd og anger, meget af det eksistentielle stof, der er skrevet ud af den moderne litteratur og dramatik. Foredragene gjorde det klart for mig, at et fængslende indhold altid vil stå uantastet, også selvom formen vakler.

Det var i den sammenhæng, at jeg opdagede, at jeg er et åndsmenneske. Folkehøjskolen har den frihed, der gør, at man kan fokusere på det, der er vigtigt i tilværelsen. Højskolen gav mig sans for åndelige værdier, store følelser. Sans for dannelse.

Mit møde med Grundtvigs oplysningsideér på højskolen gav mig forståelse for, at indhold er altafgørende, og det har jeg trukket på i mit virke som blandt andet undervisningsminister. Min nysgerrighed for Grundtvig foranledigede også min interesse for kristendommen og kirken, og jeg har siden min lærergerning på højskolen været flittig kirkegænger.

Frank Erichsen, kendt fra tv-programmet ”Bonderøven” på DR. Var som 16-årig på højskole i Trondhjem i Norge.

”Det særlige var, at udgangspunktet for højskolen var selvforsyning, håndværk og landbrug med hest. En utraditionel blanding af aktiviteter på det tidspunkt i højskoleregi. Skolen ejede en ø i mundingen af Trondheimsfjorden, hvor der huserede en flok får.

Alle skolens elever blev to gange årligt stuvet ned i gamle træbåde og sejlede ud til øen, kun medbringende en sæk kartofler, lidt havregryn og noget fiskegarn. På øen byggede vi stier, gennede får og fangede fisk. Dagen begyndte typisk med, at en lærer gjaldede en morgensang ud over øen i de friske morgentimer. Efterfølgende begyndte en større aktion, hvor vi skulle indfange fårene på øen. Det krævede taktisk snilde, praktisk viden og et manøvredygtigt samarbejde. Den oplevelse har plantet sig dybt i mig.

Højskolen var en trædesten for mig til at forfølge det liv, jeg har opsøgt sidenhen. Det var en periode i min ungdom, der formede mig og gjorde mig bevidst om, at jeg ikke er mærkelig, men tværtimod en del af et større fællesskab.”