Hvad har ”sportswashing” og Bibelen at gøre med hinanden?

VM i Qatar er blevet et eksempel på et billedligt udtryk, hvor man fremstår pletfri og vasker hænder, hvilket har rødder i Bibelen

Illustration: Morten Voigt
Illustration: Morten Voigt.

I morgen spiller Danmarks fodboldherrer deres første kamp ved VM i Qatar, den mest omdiskuterede sportsbegivenhed i flere årtier. Det danske landshold har medvind på banen i disse år og stor sympati i den danske befolkning. Det skyldes ikke mindst holdets succes ved EM-slutrunden i sommeren 2021, Christian Eriksens chokerende hjertestop ved samme lejlighed og hans efterfølgende glædelige tilbagevenden til sporten og til landsholdet.

Men der blæser også en strid modvind, når det handler om rammerne for VM-turneringen i Qatar. Det er allerede en del år siden, vi først hørte om utilstedelige arbejdsforhold for de mange migrantarbejdere, der har bygget stadioner i ørkenstaten, ligesom det næppe heller gik lovformeligt til, da fodboldorganisationen Fifa lod værtskabet gå til Qatar. Der synes at være en bred enighed om, at denne VM-turnering er et klokkerent eksempel på “sportswashing”, altså det at man bruger en stor sportsbegivenhed til at henlede positiv opmærksomhed på et politisk regime med ringe respekt for menneskerettigheder og almindelige moralbegreber. Og så er vi endelig fremme ved temaet for denne uges klumme, nemlig billedlige udtryk med ordet “vaske”.

Denne artikel er en del af denne serie:
Sprogligt set

“Sportswashing” er endnu et eksempel på international og dermed engelsk påvirkning af dansk. Ordet dukkede op i danske tekster for cirka tre år siden (2019) og kendes på engelsk lidt tidligere, nemlig fra 2012. Det er umiddelbart bygget over samme læst som det lidt ældre ord “greenwashing”, der betegner det at få et firma eller et produkt til at fremstå mere grønt og miljøvenligt, end det egentlig er.

“Greenwashing” kan på dansk spores tilbage til 1996, og sjovt nok mødte man den danske pendant “at grønvaske” allerede i 1991. Indimellem fungerer det at fordanske engelske låneord som i “grønvaske”, men man skal nok være norsk for at synes, at “sportsvaske” ligger godt i munden. I hvert fald blev netop “sportsvaske” valgt til Årets Ord i 2021 af vores naboer mod nord – herhjemme blev det “coronapas”.

Både sportsvask og især grønvask knytter an til et ord og et begreb, vi kender alt for godt herhjemme: hvidvask. Her er det penge, der vaskes hvide, og billedet turde være klart nok: I vaskemaskinen slettes sporene fra de sorte og illegale penge, så de uskyldsrene kan strømme ud i samfundet igen. Hvidvask i denne betydning har vi kendt på dansk siden 1968, og det blev valgt til Årets Ord i Danmark i 2018 i kølvandet på skandalen om Danske Banks medvirken til hvidvask af penge i Estland.

Den konkrete brug af ordet hvidvask (om vask af hvidt tøj) kan vi finde tilbage fra slutningen af 1940’erne, hvor der i Dansk Husmoderleksikon (fra 1949) stod følgende: “Hvidevasken lægges i Blød mindst et Døgn; man sparer herved Sæbe, Arbejde og Slid.”

Herefter følger adskillige spalters tekst med omhyggelig redegørelse for, hvordan forskellige typer vasketøj vaskes, skylles, vrides og hænges op. Dengang var det tydeligvis ikke alle, der havde adgang til vaskemaskiner med kort og langt program, finvask med mere.

I forlængelse af sportswashing og pengehvidvask får jeg lyst til at minde om udtrykket “vaske sine hænder”, der i Den Danske Ordbog forklares som "fralægge sig ansvaret i en ubehagelig sag".

Som så mange andre faste udtryk og vendinger har det sin oprindelse i Bibelen, og her drejer det sig om Pontius Pilatus. Ifølge evangelierne ville han helst ikke dømme Jesus til døden på korset, men han følte sig tvunget til det og tog tilsyneladende afstand fra handlingen, som det beskrives i Matthæusevangeliet: “I skarens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag.” Siden er udtrykket blevet en fast bestanddel af adskillige sprog, og på dansk har det de seneste årtier optrådt i varianter som “der er kø/trængsel/travlt ved håndvasken”. Man ser det for sig.

Inden kampens slutfløjt må vi lige vende tilbage til overskriften og udtrykket “der kan vaske sig”. Det bruges om noget, der er særlig fremragende eller bemærkelsesværdigt indenfor sit felt, og skal nok forklares med, at det, der er vasket, er rent og pletfrit. Forhåbentlig vil de danske fodbolddrenges indsats leve op til det, men det ser værre ud med arrangementet som sådan. God kamp!

Dette er en sprogklumme. Klummen skrives på skift af forfatter Susanne Staun og seniorredaktør Henrik Lorentzen