Nationalpark Mols Bjerges frivillige naturplejere er ude af vinterdvalen, misser mod solen og rydder igen gyvel. Mange mennesker holder af det solgule blomsterhav, når de tætte gyvelkrat blomstrer i juni, men de store gyvelbuskadser er ved at overvokse og bortskygge den sjældne plante opret kobjælde. Den art er mange steder i Europa i næsten frit fald, andre steder går den langsomt tilbage eller i hvert fald ikke frem. Så de frivillige rydder gyvel i Mols Bjerge, hvor opret kobjælde endnu findes hist og her – mange steder presset af gyvel. På de tørre solbagte skrænter, de ynder, skyder de op og blomstrer lige nu.
For mange kan det måske være svært at engagere sig i alt det ukrudt og kryb, der er ved at uddø i vores hurtige, vækstende og udviklingsparate verden. Vores engagement og medfølelse retter sig lettest mod store, mærkværdige eller smukke dyr, planter og svampe. Som nu orangutang, blåhval, eghjort og orkidéer. Men rigtig mange truede dyr og planter falder uden for opmærksomheden. Lige dét gælder ikke opret kobjælde – her er der pangfarver og smæk for skillingen.
Blomsterne er store med seks op til fire centimeter lange violette kronblade i skarp kontrast til en solgul kerne af snesevis af støvsække, og hver plante kan have op til et dusin blomster. Planten er godt nok lav, men står normalt i kort nedgræsset, gammelt og småvissent græsland, hvor dyrene på grund af kobjældens giftstoffer undgår den. Så de blomstrer før andre blomster, og før græsset grønnes. Så i det tidlige forår er de højere end de fleste andre planter. På nær altså, når gyvelen vokser ind på arealet.
Vi har hidtil kun mødt velvilje og hjælp hos offentlighed og lodsejere, når vores flittige frivillige rydder gyvel og redder kobjælderne. Og for de frivillige er det motiverende at se dem blomstre – nu igen i fuldt lys og sol – på vores to første rydningssteder, Fuglsø Strand og Bogens Bakker. Der er et videre perspektiv i en indsats på de 18 små kobjælde-arealer, vi har fundet i Mols Bjerge. I et samarbejde med specialestuderende Kent Kobberø fra Aarhus Universitet er vi ved at dokumentere, at kobjælden altid vokser sammen med en række andre sårbare planter – nikkende limurt, tjærenellike, enghavre, almindelig mælkeurt, vår-star, djævelsbid og krat-fladbælg – og på gamle uopdyrkede græsningsarealer, især kuperede næringsfattige kalkrige af slagsen.
Men opret kobjælde illustrerer også, at naturforvaltning er svær, fordi vi ved for lidt om arterne og de processer, der styrer bestandene. Arten er i tilbagegang, selv på dens tilbageværende voksesteder i Mols Bjerge, hvor naturplejen burde være toptrimmet med permanent lavt græsningstryk, både sommer og vinter. Har nyere tids syreregn udvasket kalken af jorderne, så jorden er for sur? Skal vi kompensere for syreregn og hæve jordens ph-værdi med kalkning? Måske mangler jorden også andre udvaskede næringsstoffer som magnesium og kalium? Måske er bestandene så små og isolerede, at de er genetisk indavlede, så frøene har lav spireevne? Faktum er, at kobjælderne hvert år synes at lave masser af frø, men der kommer tilsyneladende ikke nye planter til.
For at blive klogere på noget af dette igangsatte nationalparken sidste år et lille forsøg med indsamling og udsåning af kobjælde-frø. Vi udsåede i efteråret frø i en række små felter i en sydøst-vendt tør sandmark. For at undersøge om udvaskning og forsuring betyder noget for spiring og etablering, fik halvdelen af felterne fintmalet havekalk sammen med ren træaske.
Så samtidig med at vi lige nu fjerner gyvel og glæder os over at se kobjælderne blomstre i det lys, sol og varme, som de kræver, så kigger vi spændte på vores forsøgsparceller. Kan kobjælde-frø overhovedet spire længere? Kender vi ikke kobjældens problem, kan vi ikke hjælpe den – og så ringer klokken snart ud fra sidste time for opret kobjælde.
Jens Reddersen er biolog i Nationalpark Mols Bjerge