Et stort spørgsmål i en berømt jødisk families historie kan nu blive besvaret takket være en insisterende tidligere FBI-agent samt ny teknologi.
Det handler om tyskfødte Anne Frank og hendes familie, der i 1944 blev fundet af Gestapo og sendt til en kz-lejr, hvor kun faderen ud af otte familiemedlemmer overlevede.
Deres liv i skjul i Amsterdam i Holland beskrev den unge datter Anne i sin dagbog, der siden blev verdensberømt, men hvem afslørede Frank-familien? Det har hidtil været et mysterium og henlagt som en cold case – en uafklaret sag hos myndighederne.
Men mulighederne for at gå på detektivarbejde i digitale arkiver i dag kan måske afsløre familien Franks stikkere. Det har den tidligere FBI-agent Vince Pankoke og hans hold i hvert fald planer om at gøre, skriver den britiske avis The Guardian.
I december sidste år oplyste Anne Franks Hus i Amsterdam ellers, at stedets egne undersøgelser konkluderede, at det var tilfældigheder, der førte til arrestationen af Frank-familien, men den pensionerede FBI-agent har en anden holdning baseret på oplysninger i nyligt deklassificerede dokumenter, som blev bragt til USA efter krigen.
Anne Franks Hus har meddelt, at man vil bakke op om de nye undersøgelser og stiller sit arkiv til rådighed for Vince Pankoke og hans hold af historikere, psykologer og tidligere politi-efterforskere.
Deres arbejde, herunder en rekonstruktion af den dag, hvor arrestationen fandt sted, bliver filmet og kan følges på internettet. En af grundlæggerne af FBI's adfærdsafdeling, Roger Depue, vil samtidig analysere gamle vidneudsagn.
Nazisternes sikkerhedstjeneste var meget grundig med at føre arrestationen af Europas jøder til protokols, men man har hidtil været overbevist om, at netop Frank-dokumenterne blev ødelagt under de allieredes bombninger af Amsterdam i 1944.
”Vi har brugt meget tid i USA’s statsarkiv og fundet dokumenter fra byen, som jeg var blevet fortalt, ikke eksisterede,” siger Vince Pankoke til The Guardian.
Han har i dokumenterne fra Amsterdam fundet navne på arresterede jøder samt informanter, der afslørede deres gemmested.
De nye undersøgelser handler ikke om at pege fingre ad eller retsforfølge specifikke personer, der kan have været stikkere dengang, understreger Vince Pankoke.
”Jeg prøver blot at opklare min sidste sag. Der er ingen begrænsning på sandheden,” siger Vince Pankoke, der er blevet hyret til opgaven af en filmskaber og en journalist fra Holland, der har søsat det crowdfundede projekt.
Vince Pankoke regner med at kunne præsentere deres resultater den 4. august 2019, som er 75-året for arrestationen af Anne Frank og hendes familie.
Anne Frank blev efter anholdelsen sendt til nazisternes lejre Auschwitz og Bergen-Belsen, hvor hun som 15-årig døde af tyfus kort før krigens afslutning. Otto Frank fandt efter krigen dagbogen og udgav den i 1947. Den er siden blevet oversat til 67 sprog og solgt i over 30 millioner eksemplarer.