Hvilke ællinger skulle have lov at leve? Den stakkels andemor stod i sit livs dilemma

Søren Ryge Petersen har i år søgt nye metoder til udrugning af andeæg. Det endte i tragedie frem for succes, skriver han i denne klumme

Andemor fotograferet midt i sit livs dilemma. Fotoet er taget i al hast, for fotografen havde blot et minut at gøre godt med, da et tragisk drama udspillede sig i andedammen.
Andemor fotograferet midt i sit livs dilemma. Fotoet er taget i al hast, for fotografen havde blot et minut at gøre godt med, da et tragisk drama udspillede sig i andedammen. . Foto: Søren Ryge Petersen.

Jeg gik bare ned for at kigge til min andemor, for nu har hun ruget i tre uger – så må der snart være ællinger. 

Det er en helt almindelig gråand. De har jævnligt ruget nede ved min lille sø, men jeg aldrig fundet deres reder, som de gemmer godt mellem græs og siv et sted på bredden. I år har jeg sat et "anderør" op i søen. Det er sådan noget smart noget, jægere og biologer finder på. Et rør af hønsenet, flettet sammen med hø og halm og placeret på en pind en meter over vandet. Her kan hun ruge i fred for de værste fjender, som er ræv, mårhund, mår og mink plus de evindelige krager, og det gjorde hun, selv om høet blæste væk. I tre uger har jeg kunnet følge hende på nærmeste hold og glædet mig til den store dag, da ællingerne skulle klække. 

Og ja, jeg så det. Da jeg kom ned til søen forleden aften, hørte jeg ællingepip i det fjerne, og hjertet hoppede. Men jeg hørte også andemor, der rappede, og da jeg kom tæt på, var det åbenlyst: Fire ællinger var klækket og hoppet-faldet ned i vandet. Der var stadig mindst ti æg tilbage, som ikke var klækket, og nu var andemor i sit livs dilemma. Skulle hun hoppe ned til de fire, der kaldte og var fortabte uden deres mors beskyttelse. Eller skulle hun blive liggende på de resterende æg, så de sidste ællinger også kunne komme ud? Hvis hun forlader dem, dør ællingerne i æggene af kulde i løbet af kort tid. Hvis hun lader de fire på vandet passe sig selv, vil de også dø. 

Jeg kender det fra kyllingerne. Sådan et kuld klækkes ikke på én gang, men i løbet af et halvt eller helt døgn. I den tid bliver moderen naturligvis liggende, og kyllingerne bliver under moderen for at holde sig varme, men kigger jævnligt ud, så sødt. Først når hele "fødslen" er overstået, rejser hun sig og fører flokken ud i verden for at finde mad. 

Det samme sker i en anderede, men ikke, når den er placeret i et smart anderør. De små ællinger kigger jo ud, så snart de er klækket, og så falder de sgu i vandet og kan ikke komme op igen. Det var hjerteskærende at se, ren "Schindlers Liste". Jeg styrtede ind efter fotografiapparatet og nåede at knipse det frygtelige dilemma, inden andemor tog den forfærdelige beslutning og hoppede i vandet til de fire. Dagen efter var den lille familie væk – formodentlig vandret over til bækken, som er et sikrere opholdssted. De resterende æg lå og lyste koldt, hvidt og forladt, og efter et par dage havde kragerne ædt dem. Jeg fjerner anderøret. Ikke bestået!

Men alt andet er ren fuglelykke, for jeg er en heldig mand. Bor et sted med næsten alle danske biotoper på nærmeste hold og dermed midt i et område, hvor jeg her i maj-juni kan gå udenfor og i løbet af et par timer høre og se mindst 50 forskellige arter, hvilket er min daglige største glæde. Desuden er det netop nu, at jeg får tilfredsstillet en af mine lidt nørdede lyster, der blev grundlagt allerede i barndommen: at finde fuglenes reder. For det er fint at se og høre dem, men at finde deres rede er højdepunktet. Jeg er god til det.

Hvis jeg skal være ærlig, begyndte det i 10-12 års alderen med, at jeg samlede på fugleæg. Det var ret almindeligt dengang blandt raske drenge på landet, og det handlede udelukkende om at have ét æg fra så mange fugle som muligt. Så lærer man at finde fuglerederne, for den slags samle-æg kan hverken købes eller byttes.

De første 10 kan enhver finde, for solsort, stær, svale, krage, skade, gråspurv, musvit, duer og storke gemmer jo ikke rederne. Alle de andre kræver målrettet eftersøgning og stor tålmodighed. Man skal jo se, hvor fuglene flyver hen, når de kommer med kviste, græs eller dun til en rede. Jeg sad mange timer i kanten af en græsmark og fulgte lærkernes himmelflugt, inden jeg endelig fandt reden. Min største triumf var dengang jeg havde set en lille brun fugl flyve ind i naboens brændeskur mange gange, og jeg fandt dens rede derinde under taget. Æggene var himmelblå. Og jeg fandt ud af, at det var en jernspurv. 

Min største skuffelse var dengang jeg kravlede højt op i et grantræ til en kragerede og fik en ugle i hovedet. Der lå fire snavsethvide æg i reden, og jeg snuppede det ene, juhu! Da jeg kom ned med det og kiggede nærmere, pippede det inde i ægget. Jeg blev meget flov og kravlede op med ægget igen. 

Jeg holdt op med at samle fugleæg efter dette chok. Havde vistnok 60 forskellige, der blev gemt i cigarkasser med vat. Dog ikke noget storkeæg, selv om der var fire storkereder i barndommens lykkelige landsby. Storkene var hellige.

Og bare rolig. Jeg skal nok fortælle mere om mine fuglereder i de kommende måneder. Dette var kun en ouverture.