Hvis en blæksprutte er havets ledestjerne, er en østers havets kys

Blæksprutten, og i særlig grad den ottearmede blæksprutte, er Guds mest geniale skabning. Den er hverken fisk eller pattedyr eller krybdyr. Den er et bløddyr som sneglen. Med armene totalt udspredt ligner den stjernen, der førte vismændene til Jesusbarnet i Betlehem.

Der er folk, som tror, at det ér stjernen, og at den efter endt brug faldt i havet og blev til den forunderlige blæksprutte. Dens kød er hvidere end alt andet kød, som om den fortsat har en stjernes lys i sig. Men samtidig indeholder blæksprutten også mørke. På få sekunder kan den med sit blæk skabe en nat omkring sig. Når man slagter den og fjerner dens store øjne, græder den kulsorte tårer.

Jøderne må ikke spise den. Den hører til på listen over blacklistede dyr. Måske er den også for smuk til at ligge på en tallerken. Men der er intet kød, der smager så vidunderligt som blækspruttens søde, kridhvide kød. Man sætter tænderne i den og får ondt af vegetarerne. Hvor er det forfærdeligt, at de går glip af alt det sanselige og åndelige, der er forbundet med blækspruttekød, oksekød, harekød - alt slags kød! Gud kan ikke være vegetar! Men næsten lige så genial en skabning som blæksprutten er en østers. Den gemmer sit ædle indhold i et panser til skal og holder så fast om det, at man kun med en kniv og behændighed kan vride det løs. Men når først en østers har overgivet sig og levende lader sig fortære, bliver man i dens smag kysset af havet.