Akvariesamler: Hvis mit syn bliver dårligt, må jeg få større fisk

82-årige Poul Petersen har haft akvarie i sammenlagt 63 år, og i hans hjem er et helt værelse dedikeret til karpelaks, maller og rød neon

”Det er spændende, at man kan tage et stykke natur udefra og sætte ind i en glaskasse.” 82-årige Poul Petersen har haft akvarier i sammenlagt 63 år. –
”Det er spændende, at man kan tage et stykke natur udefra og sætte ind i en glaskasse.” 82-årige Poul Petersen har haft akvarier i sammenlagt 63 år. – . Foto: Jens Welding Øllgaard.

Hvordan opstod din interesse?

Det startede allerede som ganske lille. Jeg lå som andre børn med hovedet i et vandløb og fangede hundestejler, men en dag var jeg henne at besøge nogle af mine venner, og de havde tre fisk gående i et akvarium, som jeg blev meget fascineret af. Jeg fik dog først mig eget akvarium, da jeg var 14 år.

Hvad er det sjove ved din interesse?

Det er spændende, at man kan tage et stykke natur udefra og sætte ind i en glaskasse. At se fisk udfolde sig i et lille landskab fanger opmærksomheden på en mærkelig måde. Hvis man har sit akvarium ved siden af sit fjernsyn, vil man opleve, at ens gæster ikke ser fjernsyn. De ser fisk.

For mig er der mange andre facetter af hobbyen end bare at have fisk. Jeg har en hel reol med akvarielitteratur, og i Københavns Akvarieforening sætter jeg medlemsbladet op, fotograferer, holder foredrag og bedømmer konkurrencer. Jeg tror, at folk nyder at komme hen i en forening og få en direkte snak om de udfordringer, de kommer ud for i akvariet.

Hvilken fisk er din favorit?

Jeg har ikke en særlig favorit, men min store interesse er karpelaks. For et par år siden besluttede jeg mig for at dykke ned i en specifik fiskegruppe, og jeg kiggede derfor på, hvor foreningen manglede foredragsholdere, og hvor der lå en udfordring.

Karpelaks er svære at få til at yngle, blandt andet fordi man skal have kontrol over surheden og hårdheden i vandet. Vi bliver hele tiden klogere på karpelaks, og det er sjovt at komme til bunds i stoffet og følge med i de navneforandringer inden for arten, der hele tiden sker. Men det er stadig et stort emne, så jeg har afgrænset det lidt ved kun at fokusere på dem fra Sydamerika.

Hvor lang tid bruger du på din hobby?

Når jeg skal skifte vand i mine akvarier, bruger jeg otte timer om dagen i fire dage på det. Men det sker kun cirka seks gange om året. Til hverdag bruger jeg et kvarter på at fodre, og så kan jeg gå og nusse med at flytte planter eller fjerne lidt visne blade.

 Et af Poul Petersens mindste akvarier. –
Et af Poul Petersens mindste akvarier. – Foto: Jens Welding Øllgaard

Udover Københavns Akvarieforening er jeg også med i en uofficiel klub, hvor ejeren af en akvariebutik byder på kaffe og wienerbrød hver lørdag efter lukketid. Det gør han stadig, selvom det nu er hans søn, der har overtaget forretningen. Vi snakker selvfølgelig om fisk, men kun halvdelen af tiden. Der er jo også fodbold eller en ny amerikansk præsident at tale om.

Hvad vil det betyde, hvis du en dag ikke kan have fisk?

Uha, det har jeg også spekuleret over. Og jeg har ikke fundet et svar. Hvis det er fordi, mit syn bliver dårligt, må jeg få større fisk. Men det kan jo komme derhen, hvor jeg ikke kan passe dem længere. Så må jeg nøjes med at læse og skrive om dem. Men det er ikke noget, jeg kommer til at slippe, så længe jeg overhovedet kan blive ved.

Hør Poul Petersen fortælle om, hvordan du får bugt med en af akvariets største fjender