I et afsondret hjørne af den enorme naturpark Griffith Park i Los Angeles ligger de jordiske rester af det, der begyndte som en populær folkeforlystelse og endte som en skændsel for millionbyen. Dele af den gamle zoologiske have i Los Angeles, der åbnede i 1912 og lukkede i 1966, er bevaret som et levn fra en svunden tid, og i dag kan besøgende grille ved picnicbænke i den forladte bjørnegrotte og udforske tremmebure, der engang husede aber, ulve og andre eksotiske dyr.
Skiltningen i denne del af parken er sparsom, og de fleste dage er der stille og mennesketomt i den forladte zoologiske have, der er bygget ind i en klippeskrænt. En støvet sti, der snor sig under rækker af gamle træer, fører den besøgende forbi tarvelige dyrebure, der ligner fængselsceller fra den mørke middelalder, og grotter, der er blevet ofre for graffitimaleres spraymaling. Flere af burene står tilstrækkeligt åbne til, at en nysgerrig besøgende kan kravle ind og for en stund betragte verden fra et indespærret dyrs perspektiv.
Det er et forunderligt sted med en forunderlig historie. Ambitionerne var store, da Los Angeles’ parkmyndighed i 1911 bekendtgjorde planerne om at anlægge ”verdens mest naturlige og unikke” zoologiske have i Griffith Park i den østlige del af Santa Monica-bjergkæden. Her, i den knap 1800 hektar store og vilde naturpark, kunne dyr som elge, hjorte, kameler, elefanter, zebraer og giraffer græsse frit i underskoven, og bjørne ville leve i naturlige klippehuler i stedet for i ”lugtende grotter”, skrev avisen Los Angeles Times i en begejstret artikel.
Drømmen blev imidlertid ikke til virkelighed. Der kunne ikke rejses tilstrækkeligt med penge til projektet, og i stedet blev en langt mindre zoologisk have hastigt opført i den østlige del af Griffith Park. I 1912 blev de første 15 dyr flyttet ind i den halvfærdige zoo, som trods sin lille størrelse og uimponerende rammer hurtigt blev et tilløbsstykke. Havens indbyggertal voksede i de efterfølgende år, omend en kødmangel under Første Verdenskrig tyndede ud i rovdyrbestanden.
Los Angeles’ politikere var dog ikke stolte af den sære lille zoologiske have og annoncerede jævnligt planer for et større anlæg. Men disse bekendtgørelser stilnede af, da den store økonomiske depression ramte USA i begyndelsen af 1930’erne. Myndighederne forsøgte at forbedre haven, der var en populær adspredelse for byens borgere i datidens smalkosttider, men de indespærrede dyr forekom ifølge beretninger triste. Under en oversvømmelse i 1934 slap bjørnene ud fra deres grotte og viste ingen interesse i at vende tilbage. De blev dog alle fanget igen.
Under Anden Verdenskrig var folk ivrige efter glade historier, der kunne fjerne fokus fra verdens elendighed, og de lokale aviser bragte en strøm af positive artikler og fotografier, der muntert fortalte om havens excentriske dyreflok.
Men i takt med at Los Angeles voksede, blev den lille have stadig oftere hånet som en utilstrækkelig og grim forsamling af forslåede bure. I 1949 havde den lille zoologiske have tilegnet sig flere end 1000 dyr, og den ledende dyrepasser, Charles Allen, advarede om, at pladsforholdene i haven var så ringe, at han frygtede, at kænguruerne og antiloperne ville miste selve deres evne til at springe.
Kritikken af den zoologiske have voksede i 1950’erne, hvor beskyldninger om ”skamfuld forsømmelse og mishandling af dyr” samt interne skærmydsler blandt havens ansatte florerede i medierne. Historier om pingviner kvalt af gasudslip, og aber, der var blevet banket med køller, skabte overskrifter. Det samme gjorde en frygtelig beretning om en isbjørn ved navn Ivan den Grusomme, der brutalt dræbte tre andre isbjørne.
I 1966 var det endelig slut. En ny, langt større og mere fornem zoologisk have blev bygget to mil væk i en anden del af Griffith Park, og flere end 2000 dyr blev flyttet til det nye anlæg. Dele af den gamle zoologiske have blev taget ned, mens andre dele forbliver som et minde om det lange, komplicerede forhold mellem vilde dyr og de mennesker, der forsøger at tæmme dem.