Hvordan er et asiatisk folkefærd blevet til hakket oksekød?

Rygterne om at nogle vilde fremmede ryttere for længe siden var nogle rå typer, skabte navnet på en ret

Ordet tatar har vist nok rod i oldpersisk og måske endnu dybere rod i mongolske sprog
Ordet tatar har vist nok rod i oldpersisk og måske endnu dybere rod i mongolske sprog. Foto: Morten Voigt.

Der er måske flere af klummens gode læsere, der har nydt en tatar i juledagene? Tatar er jo i dagens gastronomi finthakket oksekød, der for eksempel formes til en bøf og spises råt med løgringe og rå æggeblomme.

Men hvor kommer navnet fra? Sådan spørger Willy Sørensen fra Gilleleje: Hvordan i alverden er et asiatisk folkefærd gået hen og blevet til hakket oksekød? Det er et skønt spørgsmål, som kalder klummebestyreren ud over sprogets stepper og helt til Mongoliet.

Tatarisk

Tatarer er ikke bare en rå bøf. Det er også det traditionelle navn for et eller endda flere etniske grupper eller folkeslag, der især knyttes til områder i Asien, Tyrkiet og Kaukasus, her under også Krim-halvøen, der kom i verdens søgelys, da Rusland invaderede og annekterede området fra Ukraine.

Ordet tatar har vist nok rod i oldpersisk og måske endnu dybere rod i mongolske sprog. I dag tæller gruppen omkring 10 millioner mennesker, hvor af de fleste taler tatarisk, som tilhører den tyrkiske gren af det, man kalder for den altaiske sprogfamilie, og som blandt andet, foruden altså den tyrkiske gren, også omfatter en mongolsk gren.

Tatarer på vandring

For nu at gøre det hele endnu mere indviklet, så er tatar altså dels betegnelsen for et folk, der omkring 400 e.Kr. levede ved Bajkal-søen. Dels er det oprindeligt et kinesisk ord for et nomadefolk, der levede ved kanterne af Gobi-ørkenen i Mongoliet.

Da Djengis Khan omkring 1200 e.Kr. stødte frem over stepperne mod Europa, ændrede han verden og flyttede folkestammerne i en gigantisk folkevandring. Tatarerne blev især kaukasisk-tyrkiske. Sådan meget kort fortalt.

Rå bøffer

Men hvad har det med bøfkød at gøre? Jo, tatarerne har i hundreder af år indgået i diverse forestillinger i Europa om et stolt folkefærd, der lidt i stil med kosakkerne, eller kasahkerne, var et nomade- og rytterfolk.

De europæiske fortællinger om disse tatarer var blandt andet, at de spiste råt kød. Og de lod kødet modne ved at anbringe det under hestesadlen under ridningen.

Forestillingerne om dette folk kan forfølges i en række litterære og sproglige kilder. Måske er det danske ord tatar nemlig også påvirket af det græske Tártaros, der betyder eller er en uhyggelig dødens underverden.

Tatarer blev nemlig ofte betragtet som vilde og blodige og grusomme, så det rå var ikke bare kødet, de spiste, men også den karakter, man tillagde dem.

Holberg lader en person i sin Don Ranundo med forskrækkelse spørge, om herren da virkelig vil give sin ”Dotter bort til en Tartar?” Her i Holbergs komedie er det en ætiopisk prins, der menes. Fremmede er vel fremmede.

Vilde nomader

Danskere har altid gjort sig forestillinger om de vilde fremmede. Det gør vi for øvrigt stadigvæk. Forestillingen om tatarerne var i folketroen et folk, der som en ny bølge af Djengis Khan’er kom væltende med krumsabler, mens de myrdede og voldtog.

Navnet på dette ”farlige” nomadefolk blev i lettere forvansket form til tatere, der i århundreder var et stærkt nedsættende ord for romaer, som mange danskere i 1800-tallet foragtede. En bøf af råt oksekød med æggeblomme er mere fredelig.