Mens danskerne drømmer om at kunne pakke kuffert og vaccinepas og rejse sydpå til varme og sol, har tusindvis af knopsvaner haft travlt med rejseriet for at vende næbbet mod nord efter at have tilbragt vinteren i Danmark.
Lige så mange tusindvis af knopsvaner overvintrer i Danmark. Hvordan kan det så være, at andre knopsvaner år efter år bruger tid og energi på at rejse hundredvis af kilometer fra ét sted til et andet?
Det oplagte svar er, at fuglene i vintermånederne søger bort fra is og sne længere nordpå ved at bevæge sig i flokke ned mod ”varmere” himmelstrøg. Det betyder, at der i årets kolde måneder bliver fundet et stort antal ringmærkede svaner fra Norge, Sverige og Finland langs de danske kyster, i søer og ved fjorde.
Rejsen til Danmark er dog ingen sikring mod lave temperaturer. I år bød februar måned nemlig på bidende minusgrader over hele landet, og det fik et stort antal danskere til at reagere med bekymring over svaner, der så ud til at være frosset fast på de isklædte søer.
Kulden er imidlertid ikke den eneste årsag til knopsvanernes rejselyst. Det forklarer Simon S. Christiansen, der er naturvejleder og forstander på Skagen Fuglestation. Ifølge ham hænder det for eksempel ofte, at en nordlig svane også er på visit i Danmark i løbet af sommermånederne, og i det tilfælde er det hverken is eller sne, der får fuglene til at skifte base.
”I sensommeren bliver de danske farvande brugt rigtig meget af knopsvaner, der yngler i Norge og Sverige. Når ynglesæsonen er slut, kommer de til Danmark for at skifte de store fjer på hale og vinger. I den periode kan de ikke flyve, og derfor er de særligt sårbare over for rovdyr. Her er den danske kyst helt ideel, fordi fuglene kan være i fred,” siger han.
Langt de fleste knopsvaner vender dog tilbage til den samme yngleplads år efter år, og størstedelen foretrækker at flyve så korte distancer som muligt. Derfor kan det synes overraskende, at knopsvaner fra for eksempel Norge eller Sverige vælger at bevæge sig hundrede- eller endda tusindvis af kilometer for at tilbringe vintermånederne i Danmark.
”På en måde kan man godt sige, at det afhænger af den enkelte svanes personlighed,” fortæller Simon S. Christiansen. Knopsvaner har nemlig – meget lig os mennesker – en trækdrift, der får dem til at længes mod andre himmelstrøg, hvis de har opholdt sig længe på det samme sted. Den drift varierer fra fugl til fugl, men er mest udtalt blandt ungfuglene. Alligevel kan det ske, at en ældre knopsvane, der har opholdt sig samme sted i mange år, pludselig søger mod nye territorier.
Ifølge naturvejlederen er der sågar eksempler på danske knopsvaner, der er fløjet over 1000 kilometer til Nordsverige for at yngle. Og det er der en ganske særlig grund til, fortæller han:
”Et langt træk kan blandt andet være et udtryk for konkurrence, for hvis alle knopsvaner blev i Danmark, ville der slet ikke være plads. For dem gælder det om at komme først til de gode steder.”
Hvordan beslutter svanerne, hvad der er et godt sted?
”Nu siger knopsvaner jo ikke så meget, så det er svært at afgøre. Alligevel tyder det på, at de kommunikerer ved hjælp af grynt, når de tager på træk i store flokke. På den måde kan de ældre svaner dele deres erfaring med ungfuglene.”
Når dagene bliver længere, og temperaturerne stiger som nu, et det for knopsvanen et tegn på, at det er tid til at søge mod ynglestederne. Fuglene kan som regel huske ruten fra tidligere træk, men nogle gange hænder det, at de bliver tvunget til at søge mod endnu ukendte områder. Det kan være på grund af manglende føde eller pludselig opstået frost, og i de tilfælde er fuglene nødt til at improvisere.
”Der sker det samme, som når vi mennesker farer vild. Man kan ende nærmest hvor som helst, hvis man er rigtig uheldig. Indimellem ser vi, at fuglene kommer til at flyve i modsat retning. Heldigvis sker det relativt sjældent, fordi de hjælper hinanden i flokken.”
Skulle det ikke lykkes at finde det ideelle yngle- eller overvintringssted, er knopsvanen kendt for at være en robust fugl.
Det er nok også derfor, mange finder den særligt respektindgydende, påpeger Simon S. Christiansen, der samtidig afliver en ellers sejlivet myte om den store vandfugl:
”Mange har nok hørt, at knopsvanen kan brække armen på en voksen mand. Men det er ikke rigtigt. Medmindre man altså er lavet af glas.”