Hvornår er man gammel?

Livet kan godt kan folde sig stærkt ud, selvom man er kommet op i årene, skriver en læser

Altså, når du ikke længere sover sammen med dine tænder, så ved du, at du er gammel! Men derfor er livet jo ikke forbi endnu, skriver en læser
Altså, når du ikke længere sover sammen med dine tænder, så ved du, at du er gammel! Men derfor er livet jo ikke forbi endnu, skriver en læser.

At blive gammel betyder for mange, at de også oplever, at gode, anerkendende ord og venlige, betydningsfulde bemærkninger bliver langt færre - ja måske helt hører op med at blive sagt til dem. Det har jeg hørt fra mange ældre mennesker.

En meget åben bemærkning var fra en ældre kvinde, som sagde, at interessen for hende som kvinde ophørte, dengang hun var midt i 40'erne. Som 71-årig var hun stadigvæk en smuk og enestående personlighed, men sådan havde hun altså blandt andet oplevet dette med at blive ældre.

Interessant er det måske at spørge mennesker i alle aldre: ”Hvornår har du sidst hørt en sige til dig, at du betyder noget ganske særligt?”. Eller: ”Hvornår har du sidst hørt en, der sagde tak til dig?”.

Mark Twain sagde engang, at han kunne leve i 14 dage på en god bemærkning!

Mon ikke de fleste af os kan det?

For sandheden er nok, at vi ofte glemmer den opløftende bemærkning, selvom der er en rigtig god grund til at sige den.

Der findes så mange forskellige og enestående mennesker, som kan få det bedste frem i os. Mennesker, som har sans for poesi, for skønhed, mennesker, der har begejstringens og entusiasmens nådegave i sig.

Og det kan du have, hvad enten du er 17, 25, 40 eller 75 år eller mere.

Jeg blev så glad en dag, hvor jeg var ude i en pensionistforening med et foredrag om livsglæde. Meget heldigt kom jeg til at sidde ved siden af en speciel kvinde på 74 år. I foredraget havde jeg fortalt om USA og Spanien, Argentina og Brasilien, hvor jeg har været og boet nogle af stederne.

Hun fortalte, at hun sammen med sin mand havde besøgt 49 forskellige lande, så vi fandt hurtigt en fælles interesse. ”Hvor fantastisk!”, sagde jeg til hende, ”så skal du vel også besøge nummer 50 sammen med ham?”. Da blev hun trist til mode og fortalte, at han var død, men så lyste pludselig hendes øjne op - og hun fik glød i kinderne, idet hun sagde:

”Jeg har fået en ven - og vi skal besøge Canada om 14 dage!”. Fordi vi talte så godt sammen, og jeg fornemmede hendes store glæde og åbenhed, tillod jeg mig at sige til hende: ”Jeg kan mærke på dig, at han er lidt mere end en ven - det er vel ikke sådan, at du er blevet forelsket?”. Med et lille smil siger hun glad: ”Jow, det er a.”

Og jeg siger optimistisk og medlevende til hende: ”Jamen, hold da op, solopgangen, bølgeslaget, poesien og musikken og blomsterduften og alt det skønne - det er jo det samme, som dengang du var 17? Det er det vel også med det at blive forelsket som 74-årig?”.

Med et begejstret og vel også triumferende smil siger hun: ”Nej, det er møj værre!”. Jamen, sikke en foræring af en bemærkning! Oh, hvilken sætning at komme hjem med - for her havde jeg nogle ord, som er værd at fortælle videre til andre.

Nemlig, at livet godt kan folde sig stærkt ud, selvom man er kommet op i årene.

Den 74-årige får hver dag det samme som den 40-årige og den 17-årige - nemlig 24 timer, som vi kan bruge eller misbruge.

Og så ved jeg godt, at der er en meget stor forskel på, hvordan man har det fysisk og psykisk, når man får lov til at blive ældre - sygdom og andre skavanker kan forhindre en i, at glæden findes i skoven, i byen, ved stranden, på rejser og i selskab, så man måske kun ønsker at have fred.

Hvis du har helbredet med dig op i årene - så er det er stort privilegium.

Et ældre ægtepar tog i anledning af deres guldbryllup op til det hotel, hvor de for 50 år siden havde tilbragt bryllupsnatten.

Da de er gået i seng siger den romantiske guldbrud: ”Kan du huske, hvordan du kyssede mig så inderligt, på bryllupsnatten?”. Han kyssede hende inderligt! ”Kan du huske, hvordan du strøg mig over mit lange rødbrune hår?”. Han strøg hende over håret! ”Kan du huske, hvordan du hviskede søde og meget kærlige ord til mig?”.

Han hviskede søde og kærlige ord til hende! ”Kan du huske, hvordan du forsigtigt nippede mig i øreflippen med dine tænder?”. Da rejste manden sig resolut fra sengen - han sagde ikke et ord. Og fortvivlet siger hun til ham: ”Hvor skal du hen? Hvad er der galt?” Og han svarede: ”Ud for at hente mine tænder!”.

Altså, når du ikke længere sover sammen med dine tænder, så ved du, at du er gammel! Men derfor er livet jo ikke forbi endnu!