I 50 år er musik røget over disken hos Björn i Aarhus

I 1970’erne var der fyldt med pladebutikker, der servicerede ungdommen med den nye musik. I dag står Badstuerock i Aarhus tilbage som en af de få

Man kan godt købe cd’er i Badstuerock i Aarhus, men det er lp’erne, som der er flest af og sælges mest. Her er Björn Lydén i butikken, der næste år fylder 50 år.
Man kan godt købe cd’er i Badstuerock i Aarhus, men det er lp’erne, som der er flest af og sælges mest. Her er Björn Lydén i butikken, der næste år fylder 50 år. Foto: Privatfoto.

Hvordan vi lytter til musik har ændret sig mange gange, siden Badstuerock i Aarhus åbnede dørene for første gang i 1973. Lp er erstattet af kassettebånd, som blev erstattet af cd’er, og så kom digital lyd og ændrede det hele og findes nu på streamingtjenester på nettet og i vores smartphones. I al den tid har man i Badstuerock holdt fast i vinylpladen. At den stadig bliver købt og endda er blevet populær igen er der ifølge den nuværende ejer af Badstuerock, Björn Lydén, en god grund til.

”Det at stå med en kasse fyldt med lp’er foran sig og rode dem igennem og finde et stykke musik, man måske havde glemt, eller opdage denne her kunstner, man hørte i sin ungdom – den følelse af at gøre et fund tror jeg ikke kan erstattes af streaming. Den følelse er helt unik,” siger Björn Lydén.

Den gamle musikbutik ligger i Aarhus’ latinerkvarter, hvor de gamle bygninger måske er med til at få tiden til at stå stille, og indretningen i Badstuegade nummer 22 er i hvert fald en tidslomme.

Da Badstuerock åbnede, var der mange pladebutikker, men i Aarhus var der et hul i markedet –nemlig den britiske punkscene. Det lagde briten og musikkenderen Mick D’Astugues mærke til, og gennem kontakter til nogle af de britiske pladeselskaber, som havde punk på menuen, blev Mick D’Astugues og hans nystartede pladebutik Badstuerock skandinavisk distributør for pladeselskabet Stiff-Records.

30 år senere blev Björn Lydén ansat i butikken, og i 2012 var det tid til, at Mick D’Astugues gik på efterløn efter at have drevet butikken i 40 år. Björn Lydén var parat, men hans omgangskreds sagde, at det var skørt at gå ind i musikbutik-branchen, der ikke havde det let. Men han havde på fornemmelsen, at efterspørgslen på fysisk musik og endda lp’er ikke ville forsvinde. Han slog til og satsede på drengedrømmen om at arbejde med musik og plader.

”Det var lidt et sats at gå ind i pladebranchen, men der har faktisk været en god fremgang i lp-salget de seneste år. Diversiteten i publikummet har også forandret sig, det er ikke kun folk, som interesserer sig for nichegenrer og nørder undergrundsmusik, der er også mange, der kommer for at købe mainstream-musik,” siger Björn Lydén.

At lp-markedet er blevet stort igen blev klart, da den britiske popstjerne Adele i november udgav sit seneste album, fortæller butiksejeren. Efterspørgslen på vinyl-udgaven var enormt stort. Björn Lydén begyndte allerede at bestille ekstra plader hjem til julesalget i sommeren 2021.

Butikken danner i dag ramme for Aarhus’ musikelskere. Selvom restriktioner har gjort det svært at afholde arrangementer i butikken, nåede kunstneren Lydmor at komme forbi i efteråret 2021 og gav en akustisk koncert i butikken, og så kom Lars H.U.G. forbi for at signere sit tredobbelte livealbum, som udkom sidste år.

”Vi kan godt lide at være et samlingspunkt for musikelskere. Det er også derfor, vi lægger kræfter i at holde arrangementer i butikken. Jeg er også så småt i gang med at planlægge vores 50-årsjubilæum næste år. Det skal virkelig fejres,” siger Björn Lydén.

Men der er også udfordringer ved at have en fysisk butik. De seneste to års coronapandemi har ifølge Björn Lydén gjort folk mere tilbøjelige til at handle på nettet, men ekspertisen og stemningen i butikken i Badstuerock kan ikke erstattes.

”Jeg er enormt stolt over butikkens historie, det er også derfor, at butikken har beholdt den samme indretning med gamle plakater. Så er vi jo nogle musiknørder i butikken, og vi sætter en ære i at kunne vejlede til ny og god musik, for det er virkelig et fuldtidsarbejde at holde styr på alt det musik, som der bliver produceret i dag,” siger Björn Lydén.