Heldigvis bliver sprogklummen nu og da udfordret af dialektale udtryk, som ikke lige sådan lader sig kue af regler for retskrivning og den slags. Karl Brok fra Vejle har således netop skrevet og spurgt til ordet stjab, der, som han anfører, både kan forefindes som navneord, tillægsord og udsagnsord og være både fælleskøn og intetkøn alt efter geografi. For dialektord er jo i sagens natur bundet til sted, en landsdel og dermed topografi. Samtidig er der det ved dialektord, at der som regel ikke er fastlagte stavenormer, så de skrives, som de høres.
En gammel stjav
Stjab er så vidt jeg kan se ikke et ord, man kan slå op, men det er primært, fordi det har flere stavemåder og udtryk. På vestjysk er der et ord, der hedder en stjav, og det er givetvis det samme ord, som for resten stadig tales i det drævende jyske.
Min mor brugte det som et skældsord. For eksempel kunne hun skælde en person, der fumlede i det, ud for at være en gammel stjav. Nå ja, det der med gammel skal tages med et gran salt, for jeg kunne som barn også få skældud for at være en slem stjav, hvis jeg fumlede med et eller andet. På sønderjysk hedder det en stjaf med et tryk til sidst, men det er stadig det samme ord, der betyder en klovn, en torsk, en fumlegænger eller måske endda en idiot.
En slem stjærv
Det er, som Karl Brok siger, muligt at træffe ordet i forskellige dialekter og både som det ene og det andet. Man kan i hvert fald på sønderjysk godt være en stjafet person, så her er det et adjektiv. På vestjysk kan personer bestemt også være nogle stjave foer, der kan oversættes til nogle forvildede får. For resten har Jysk Ordbog fat i det samme ord, men stavet som stjærv, og her angives betydningen som værende et synonym til din store torsk eller din klaptorsk. Så stjærv, stjav og stjaf er topografiske og altså dialektbestemte variationer over samme skældsord. For det er et skældsord, også selvom jeg har fundet udsagn på nettet om, at det skulle kunne være rosende. Den holder næppe i stjave-retten! Jeg har ikke fundet variationen stjab, som læseren henviser til, men der er ikke tvivl i mit stjaf’ede sind om, at det er det samme ord.
Plattysk eller frisisk?
Spørgeren fra Vejle vil også gerne vide, hvor sådan et ord kommer fra. Det har jeg ikke endegyldigt kunnet slå fast. Jeg har overvejet en sammenhæng med staver, for man kan jo falde i staver. Det kommer ganske vist af noget helt andet, nemlig bødkerhåndværket og en tønde, der falder sammen, men når man falder i staver, er man lidt af en torsk eller uden for rækkevidde. Altså lidt af en stjav, men jeg tror alligevel ikke, det er den vej, vi skal. Der kunne snarere være tale om et ord, som har sin oprindelse i et frisisk eller plattysk ord, fordi vi ser en lydlig glidning mellem v til f og b, hvilket ofte karakteriserer ord og sproglyde af plattysk eller frisisk oprindelse. Jeg har dog endnu ikke fundet de vises sten eller oprindelsen. Måske jeg er lidt af en stjav.