Adventstiden er ikke kulinarisk nem for gamle vrisne mænd som mig. Det er, som om familien ikke længere orker min julemedister, sylte, kråsesuppe eller eddikesild.
Mine svigerdøtre vil have økologiske salater med fedtmager kold kvarksovs. Men ikke hos mig i adventstiden! Mine sønner vil have saftige, røde oksebøffer med bearnaise. Det er ikke i mine øjne adventsmad. Min hustru så helst, at menuen – også juleaften – var sushi. Men jeg har spist så meget sushi i mit liv, at jeg har fået skæl på skinnebenene. Jeg vil have mellemøstlig adventsmad. Det skal kunne smages, at Jesus blev født i et område af verden, hvor der blev og bliver brugt masser af krydderier, dadler, abrikoser, mandler og honning. Jeg serverer derfor tredje søndag i advent en adventsgryde for familien, der er inspireret af den marokkanske tagine, og hvor mange af krydderierne er de samme, som jeg bruger i ekstrakten til gløgg.
Til retten skal anvendes en stor jerngryde eller stegeso eller, hvis man har det, en tagine. Jeg foretrækker jerngryden. Og det gode for en præst med sådan en adventsgryde er, at man tidligt søndag morgen, mens man gennem køkkenvinduerne tæller, hvor mange der kommer til kirken, kan tilberede råvarerne, hælde det hele i gryden og sætte den i ovnen, inden man tager præstekjolen på. Efter to morgengudstjenester er adventsgryden parat. Og jeg serverer den med ordene fra ”Bro-brobrille”: ”Den der kommer allersidst, skal i den sorte gryde”. Men familien har åbenbart hørt mig sige det før – eller også mangler de humor. Ingen smiler!