Netop nu fremstilles den fede, irgrønne, pebrede, pikante olivenolie, der dufter som en blanding af nyslået græsplæne og knuste grønne æbler.
Høsten af de blåviolette olivenfrugter, små som tårer, finder sted på Mani-halvøen i Sydgrækenland.
Her er jeg i øjeblikket som rejseleder for 61 andre danskere, der er taget med på Kristeligt Dagblads læserrejse.
Mani-halvøen har en forunderlig poesi med det vindrueblå hav og Taygetos-bjergenes snedækkede tinder. I november gløder bålene rødt om aftenen i olivenlundene som dæmoners øjne. Der er en vemodig duft af de brændende grene, der er blevet skåret af træerne under høsten. Efter fyraften sidder grækerne trætte med sorte hænder fra arbejdet og drikker vin på de små kafeneions. Nogle synger sange af deres nobelpristager Elytis sat i musik af deres verdensberømte komponist Mikis Theodorakis.
Olivenolien har hundredvis af referencer til kristendommen. Kristus betyder den olivenolieindsmurte. Man blev på bibelsk tid kronet som konge eller ypperstepræst med olivenolie. Den barmhjertige samaritaner plejer den overfaldnes sår med olivenolie. Sådan kan man fortsætte. Som en grøn, duftende strøm glider olivenolien gennem Bibelen.
Men lige så vigtig som olien er saltet. Intet hav, bortset fra det Det Døde hav, er så salt som havet omkring Mani-halvøen. De fleste, der er med på læserrejsen, har været ude at bade og trådt op af bølgerne saltet af havet. Saltets vigtigste funktioner er at give smag og holde råddenskab bort.
Og måske har Jesus, da han sagde til os mennesker, at vi er jordens salt, forestillet sig, at vi som salt skal give hinandens liv smag og kæmpe for at holde syndens råddenskab borte.
Jeg kender en ret, som forener den nypressede olivenolie og havets salt. Min rejsegruppe skal smage bakaliaros med skordalia. Det er en klipfisk, som er blevet udvandet for salt og stegt i olivenolie. Skordalia er knuste kartofler med masser af hvidløg og olivenolie og en eddike så sur, som den Jesus fik rakt på korset.