Prøv avisen

I Hemingways baghave

Illustration: Kræsten Krum Byskov

Kristeligt Dagblads haveskribent besøger området i USA, hvor forfatteren og nobelpristageren Ernest Hemingway ofte kom

Måske nogen kan huske glæden ved orangeriet, som jeg fortalte om i mit seneste havebrev? Og nu sidder man så her, ugen efter, i Florida, USA, i 25 grader. En enkelt dag i Miami var der over 30 grader. Og den første dag, vi henter nøglen her i Orlando til huset i Kissimmee, Blossom Villa, står der et stort appelsintræ med masser af orangefrugter. Man kniber sig lidt i armen: Hvor er Vorherres jord et underværk!.

Vi er på en børne- og børnebørnsferie med masser af udflugter, der gør det muligt for mig at blive hjemme hver anden dag ved huset og de mange haver og parker her omkring. Frem for swimmingpools og Disney det er ikke min stærkeste side. Modsat er haver og parker heller ikke børnebørnenes stærkeste side!

Haverne og parkerne her i den sydlige del af Orlando i Kissimmee har været en stor oplevelse. Der er mere end 500 lukkede haver og villaer ved Lake Tohopekaliga og Lake Kissimmee. Jeg har min notesbog med hver dag. Her blot nogle stikord: kokospalmer, buksbom, orkidéer, mælkebøtter, stedmoderblomster, græsser, portulak, glenter, gribbe, vaskebjørn, dræbersnegle, kirsebær, laurbær, mistelten og nattehimlens stjerner med Orions bælte. Akkurat som derhjemme i Danmark.

Det er klart, at den varme dag og de mange voldsomme aktiviteter i vandpools, mægtige luftgynger og så videre tager hårdt på ungerne. Morgenen har jeg derfor til lange gåture i parkerne her omkring, som vi gør det derhjemme på Nordgården næsten hver dag.

LÆS OGSÅ: Orangeriets små mirakler

Det, der imponerer mest, er hver haves græsplæner. Det er slet ikke, som vi kender dem derhjemme. Jeg spurgte en af gartnerne, og han sagde, at græssorten hed Sankt Austin og havde et dybt rodnet og også en lang stilk. De blev sat ud i haverne i store firkanter, der derved gjorde det muligt at kante plænen fuldstændig skarpt af. Den skal heller ikke slås så ofte som almindeligt græs. Dertil gror der portulakplanter imellem, som gør plænerne mere grønne og kompakte.

Men det kræver vand. Og det ser man også her i Florida. Alle vegne. Hvad der er af vandingsanlæg til plæner, buske og planter, er imponerende. Ude står krukker med alle slags orkideer, som vi kender dem derhjemme fra planteskolerne og supermarkederne. Og pludselig, mens man står betuttet og glor, kommer et par vaskebjørne forbi, hilser pænt på én, akkurat som fodgængerne gør det. Altså dem, man passerer på disse morgenture efter klokken syv, når solen står op. Det er dog ikke mange.

Her kommer også egern farende over plænerne. Her står hvide og grå hejrer i søerne. Og gribbene sidder tungt på de sorte jerngitre omkring søerne, forædte, mens de mange glenter holder flyveøvelser højt oppe på himlen. Klar til dagens opgaver. Og på tilbageturen hænger der grønne nedhæng af mistelten, duvende svagt i den varme vind.

En stor haveoplevelse blev også rejsen helt sydpå til Miami Beach og ikke mindst Little Havana. Det sidste havde jeg glædet mig meget til. Haver var ikke haver. Det var små grønne oaser med palmer, høje græsser, filodendron, palmeliljer og bajonetplanter. Hemingway boede sydligere i Key West, men kom ofte her i Little Havana, hvor sønnen Gregory Hemingway (Gig) fulgte sin far fra 1931 til 1952 på turene rundt i Florida. De er smukt og smertefuldt beskrevet i Papa fra 1976. Det var mærkeligt at besøge en cigarbutik, hvor der var en baghave med høje palmer og agaver, mens der indenfor var kasser og æsker med alle slags håndrullede cigarer, hvor kvinderne stadig fremstillede nye cigarer og selv røg flittigt under processen.

Rygeloven fra Danmark er endnu ikke nået til Hemingways baghave. Men hans portræt hænger inde i butikken med en cigar i munden sammen med Churchill og Darwin.

Det blev en lang, varm dag i Miami. Alle var trætte og gik tidligt til køjs. Jeg havde atter læst Den gamle mand og havet (1952) og At have og ikke have (1937). Nu læste jeg i stedet min hårdt slidte udgave af Martin A. Hansens Løgneren, som jeg også havde med: Trettende marts. Det er tåget Hvorfor længes man altid efter et andet sted at være end der, hvor man er?