Den første lørdag efter mortensdag fyldes gaderne langs de hollandske havne og kanaler med tusinder af glade børn, der spændt venter på Sinterklaas. Under festlige jubelscener ankommer børnenes skytshelgen, der ligner en blanding af julemanden og en katolsk biskop, med dampskib ”fra Spanien”. Sinterklaas er omgivet af talrige glade hjælpere, de såkaldte Zwarte Piet'ere, der har sortsminkede ansigter og kaster slik ud til de ellevilde tilskuere. For de hollandske børn har startskuddet lydt til tre festlige uger i spændt forventning om ”pakkeaftenen”.
Af de mange moderne julefigurer er Sinterklaas den, der lægger sig tættest op ad en egentlig historisk person. Hollænderne fejrer nemlig Sankt Nikolaus, som levede fra 270 til 343 og var en kristen biskop i Tyrkiet. Nikolaus levede et begivenhedsrigt liv og var blandt andet til stede under det første koncil i Nikæa i 325 e.Kr., hvor biskopper fra hele verden mødtes for at diskutere centrale teologiske spørgsmål. Nikolaus blev kendt og beundret efter en række barmhjertige handlinger over for områdets fattige og udsatte. Blandt andet sneg han sig ud om natten for at kaste penge ind ad vinduerne hos tre fattige piger, der var i fare for at lande i prostitution.
Denne og lignende fortællinger er årsagen til, at fattige hollændere i 1500-tallet begyndte at stille sko og sokker frem aftenen før Sankt Nikolaus' dødsdag, den 6. december. Morgenen efter kunne de så finde lækkerier som pebernødder, marcipan og chokolade i fodtøjet - ofte skænket af velhavende medborgere. Efter Reformationen fortsatte den katolske tradition i det skjulte i mange år.
Den moderne Sinterklaas med de farverige hjælpere blev introduceret i 1850 af børnebogsforfatteren Jan Schenkman. I bogen ”Sankt Nikolaus og hans tjener”, ser man for første gang den noble og gavmilde ældre mand på sin hvide hest, klædt i rødt og med langt, hvidt skæg. Denne fortolkning af figuren har stort set ikke ændret sig siden.
I tiden mellem det store indtog og den 5. december er Sinterklaas og hjælperne at finde i indkøbscentre, i gadebilledet og på tv. Skolebørn forbereder tegninger og sange, som de giver til Sinterklaas i håb om at få deres ønsker opfyldt den 5. december.
Børnene får at vide, at de skal opføre sig ordentligt, for den kappeklædte mand bærer altid rundt på en stor bog, hvori alle deres synder står noteret. For at behage Sinterklaas stiller de små deres sko og sokker frem ved kaminen eller døren i denne periode. Ofte med et ønskebrev til Sinterklaas og en gulerod til hesten i håbet om at få søde sager som belønning.
Den 5. december er for hollænderne, hvad juleaften er for danskerne. Denne aften, som er aftenen før Sankt Nikolaus' officielle dødsdag, den 6. december, mødes man med familie og venner og følger en række faste ritualer. Efter en middag, der typisk består af ostefondue eller kød grillet på små pander ved bordet, er tiden endelig kommet til gaverne. Indpakningen skal gerne være så skør og farverig som muligt og gemme på et lille personligt og sjovt digt til modtageren, som ikke får at vide, hvem giveren er. Hvis der er børn i huset, får man ofte en nabo eller onkel til at klæde sig ud som Sinterklaas og banke på bagdøren med en sæk over skulderen. Resten af aftenen byder på hygge, snak og brætspil.
De seneste år har der dog været heftig debat om Sinterklaas-traditionen i Holland. Den handler ikke om den rare ældre mand, men om hans sortmalede hjælpere, som falder mange farvede hollændere for brystet. De mener at Zwarte Piet, sorte Peter, er en klodset reference til Hollands fortid som kolonimagt og bygger på en racistisk karikatur af udklædte børneslaver. I byen Gouda forsøgte man i år at komme kritikerne i møde ved at introducere en gul ”Oste-Peter” og en karamelfarvet ”Vaffel-Peter”.
Hvis traditionerne, der omgiver Sinterklaas, forekommer bekendte, er det, fordi hollænderne tog traditionen med til kolonien New Amsterdam i 1600-tallet. I nutidens New York blev Sinterklaas med tiden til den rødklædte Santa Claus, som omkring år 1900 atter krydsede Atlanten - nu med en kane trukket af flyvende rensdyr.