I køkkenet med faderen og sønnen og den gode, italienske ånd

Poul Joachim Stender har sammen med sin søn lavet pasta alla carbonara alla romana på den helt rigtige måde

”En pasta alla carbonara, der indeholder mere end fire ingredienser, er ikke en romersk pasta alla carbonara,” siger Benjamin Stender. –
”En pasta alla carbonara, der indeholder mere end fire ingredienser, er ikke en romersk pasta alla carbonara,” siger Benjamin Stender. – . Foto: Poul Joachim Stender.

Min mellemste søn, Benjamin, lever som skuespiller i Rom. Indimellem er han hjemme i Danmark for at optræde. Så laver vi italiensk mad sammen.

Efter at have boet i Rom i otte år er Benjamin dybt forarget over danskernes manglende sans for gode råvarer. Han er også irriteret over de danske priser.

Da han skulle købe ind til pasta alla carbonara, gik han ind til en slagter for at købe pancetta. Det er en italiensk saltet, røget og krydret bacon. 148 kroner for 300 gram!

”I Italien”, fnyser han med en skuespillers udviklede sans for drama, ”ville jeg have betalt et sted mellem seks og syv euro”!

Mens vi står og laver mad, belærer han mig igen og igen om – som var han faderen og jeg sønnen – at det i Italien altid handler om gode råvarer. Og han understreger over for mig, at navnlig til den simple ret pasta alla carbonara skal råvarerne være tiptop.

Pasta alla carbonara hører, ifølge Benjamin, til de mest spiste retter i Rom. Det mener han skyldes, at den er billig, den er hurtig og den smager fantastisk.

Men så belærer han mig igen: ”En pasta alla carbonara, der indeholder mere end fire ingredienser, er ikke en romersk pasta alla carbonara.” Og mens han holder fingrene op, fortsætter han: ”A: Den rigtige pasta, som er den rørformede pasta – og fra et godt pastafirma. B: Pancetta – den bedste du kan opdrive. C: Æg. D: Den lagrede fåreost pecorino og så selvfølgelig salt og masser af peber”.

Der er to lokaliteter, hvor forældre kan tale godt med deres børn. I en bil. Af en eller anden grund er det, som om bilens fremdrift også skaber fremdrift i samtalen. Og så i køkkenet.

Mens jeg som en ydmyg discipel laver carbonara med Benjamin, drikker vi en tør vin fra Lazio-regionen, markerne uden for Rom, og jeg mærker, at faderen og sønnen bliver grebet af en god italiensk ånd.