”Kom! Vi går ind til muljerne. Jeg så dem kigge frem fra krattet. Der er fest i huletræet. Det er den lille mulje, der har fødselsdag.”
Erindringen om, hvem der fik de næsten usynlige skovvæsner til at røbe deres artsbetegnelse, er borte, men det kan med stor sandsynlighed have været mig.
Leder 1970'er-fotografiet ikke tankerne til frihedssus, forstår jeg det godt. Den langstrakte flisebelægning, hvor børn kan lære at cykle og løbe på rulleskøjter uden trafikfare og den pyntelige beplantning, som adskiller rækkerne af ens, stilige, murstensgule etagelejemål, er praktisk, men næppe beåndet.
De voksne brugte ofte søndagene på provinslængsel og parcelhusplanlægning.
Anderledes var det for os førskolebørn. En gruppe socioøkonomisk vidt forskellige unger landede i et vidunderligt fællesrige på den plet virkelighed, mine fireårige gummistøvlefødder betrådte.
Sara og jeg havde hørt lavmælt tale inde fra den diminutive grønhed, og snart ejede vi sammen med kammeraterne et magisk univers, som vi knap anede, at vi selv digtede, midt i københavnerforstaden Rødovre.
Eventyret var ikke hemmeligt; alle var velkomne, det var blot sjældent, det blev betrådt af ”de store”.
I årene fremover, efter at de fleste af os var kommet i skole, mødtes vi fortsat i muljernes verden, og når jeg sidenhen med et lykkesug i maven mindes tiden, inden også min familie realiserede drømmen om et hus på landet, tænker jeg, at dér og da indledtes min hang til og tro på ting og tildragelser, der ikke lader sig måle og veje i vores fysiske verden.