I New Zealands vildnis blev Dy Plambeck forelsket for første gang

Dy Plambeck skulle kun arbejde på en gård på New Zealands Nordø i to uger, men endte med at blive der i tre måneder. Mødet med en ung mand blev hendes første forelskelse og fik indflydelse på hendes beslutning om at blive forfatter

Efter gymnasiet tog Dy Plambeck til New Zealand og mødte Rahu, der blev hendes første forelskelse.
Efter gymnasiet tog Dy Plambeck til New Zealand og mødte Rahu, der blev hendes første forelskelse. . Foto: Dy Plambeck.

I sommeren 1999 blev jeg student. Jeg var 19 år, temmelig rebelsk og ville bare gerne ud at rejse. I gave fra mine forældre fik jeg en flybillet. Jeg tænkte, at jeg ville rejse så langt væk, som jeg overhovedet kunne komme. Så valgte jeg New Zealand, hvor man, havde jeg hørt, kunne arbejde på små farme ude på landet mod at få kost og logi.

Jeg landede i Auckland, og efter et par dage i byen tog jeg bussen fire timer nordpå til et område, der hedder Hokianga. Jeg blev sat af bussen på en grusvej om formiddagen. Ud over bushen – det uberørte grønne vildnis, der dominerer naturen i New Zealand – var der kun en grusvej. Jeg begyndte at gå af sted med min rygsæk på ryggen. Det var forår på de breddegrader, så vejret var mildt og let.

Spredt langs grusvejen lå der selvbyggede huse i træ, det ene mere skævt end det andet. Jeg måtte spørge mig frem. Nogle søde folk i haremsbukser fortalte mig vejen. Efter en time kom jeg til en bakke. Og deroppe kunne jeg se, der lå et hus, der passede på beskrivelsen. Et lyserødt træhus. Da jeg kom tættere på, så jeg, at der stod en ung mand foran huset. Jeg blev pludselig bevidst om, at jeg var helt svedig efter gåturen. Han var høj, tæt bygget og solbrun. Han lignede en surfer med sit afblegede hår, der så ud til egentlig at være mørkt.

Vi så på hinanden.

”Er det her Hans og Marys gård?”, spurgte jeg.

Det var det, sagde den unge mand og fortalte, at han hed Rahu og var Hans’ søn. Han var 25 år og alene hjemme, da jeg ankom. Hans fem små søskende var i skole og forældrene ude at handle, fortalte han og viste mig rundt på gården. Vi var dårligt kommet ind ad døren, før han fik mig til at grine. Jeg havde en følelse af, at vi faldt i hak.

Deres hus lignede Pippis Villa Villekulla. Et typisk hjemmebygget træhus fra det område. Skævt og rodet og på sin egen måde charmerende. Hans forældre var selvforsynende og havde en stor køkkenhave. Selvom det kun var meningen, at jeg skulle være der i 14 dage, så gik dagene, og jeg blev. Når jeg ikke hjalp i køkkenhaven med at luge, tog jeg med Rahu og hans venner ud at bade ved et vandfald i nærheden og i havet, vi tog på vildsvinejagt, fangede vilde heste og surfede virkelig meget. Jeg syntes, det var vildt spændende. Det hele var nyt for mig. Det var en dragende og mere simpel måde at leve på. Meget anderledes fra mit liv i Danmark, hvor jeg havde boet i København de seneste par år og gået i gymnasiet.

Vi var selvfølgelig også meget sammen med hans familie, der var hjertevarme og behandlede mig som deres datter. Jeg faldt naturligt ind i familien og lavede aftensmad og fulgte de små søskende til skolebussen. Vi tog på ture i naturen og spiste middag sammen. Før jeg kom, sad de ofte spredt og spiste i stuen, men jeg fik introduceret dem til den danske model, hvor man spiser sammen om bordet. Og det gjorde vi så hver aften, mens jeg var der.

Efter en måned sagde Rahu, at han ville vise mig noget ude i bushen om aftenen. Jeg studsede ikke over det, for han viste mig ofte ting. Jeg satte mig bag på hans ATV – en robust firehjulet motorcykel – og så kørte vi ud i mørket.

Vi kom til et sted, hvor der var små lysende prikker, der svævede rundt. Det var glowworms – små insekter, der kan lyse. Vi stod og så på det, da han spurgte:

”Har du noget imod, at jeg kysser dig?”.

Hvortil jeg svarede:

”Nej.”

Han så forvirret ud, og jeg sagde så:

”Eller jeg mener ja, du må gerne kysse mig.”

Det var et helt magisk øjeblik. Og selv her 21 år efter står det øjeblik helt klart for mig. De lysende orme i mørket, hans spørgsmål og kysset, som jeg kunne mærke i hele kroppen.

Derfra var vi kærester. Men vi vidste, der var en udløbsdato, selvom det ikke var noget, vi talte om. Vi levede meget i dét, der var. Men jeg skulle jo videre på et tidspunkt. Det skulle han i øvrigt også. Han skulle tilbage til sin tante i Australien og hjælpe til på hendes gård.

Rahu og hans forældre var også de første mennesker, som jeg fortalte, at jeg gerne ville skrive. De støttede mig i min beslutning. Og med deres liv inspirerede de mig til at tro på, at man skal følge sine drømme. De havde fravalgt et travlt liv i en storby som arkitekter for det fredlige landliv med seks børn og en gård.

Dagen oprandt, hvor jeg skulle afsted. Rahu rejste nogle dage efter mig. Jeg vågnede om morgenen ved, at hans mor bankede på til hans værelse, hvor vi stadig sov. Hun sagde, at vi skulle op, for jeg var sent på den. Hans ville give mig et lift ned til bussen, så jeg ikke skulle gå hele vejen igen.

Det var hektisk, for jeg skulle nå at sige farvel til alle hans søskende og hans mor. De stod linet op på gårdspladsen, da jeg kom ud. Og Hans var klar med bilen. Så jeg kyssede hurtigt Rahu, og så var jeg af sted. Jeg skulle mod Sydøen. Jeg tror ikke, at det på det tidspunkt var gået op for mig, at jeg ikke ville se ham igen. Man ved jo heller ikke, hvad farvel betyder, før man har været i det i noget tid.

Først en uge efter blev jeg virkelig ked af det. Jeg var rejst videre og arbejdede for et ældre ægtepar, der havde en helsebutik. Og det var så langt fra det liv, jeg havde levet med Rahu på hans forældres gård. Jeg ringede til en veninde i Danmark og var helt grædefærdig.

Senere på rejsen når jeg blev ked af det, så savnede jeg ikke længere min mor, men Rahu. Jeg havde knyttet mig enormt stærkt til ham på de tre måneder. Og båndet til mine forældre var på en måde blevet kappet for første gang i mit liv. Jeg havde ikke brug for dem på samme måde længere. Det er jo en naturlig proces – at man på et tidspunkt begynder at forbinde sig mere til sin kæreste end sine forældre. Jeg vidste jo, at han boede på den anden side af Jorden, og at det derfor ville blive svært at have en relation. Men vi holdt kontakten og talte længe om at mødes på Bali, men det skete aldrig. Det endte med, at han efter et års tid skrev, at han havde fået en ny kæreste. Det var helt i orden. Jeg var på højskole på det tidspunkt og var blevet forelsket i en anden.

Men jeg tænker tilbage på tiden som noget helt specielt, og når jeg tænker på især Hans og Mary, så savner jeg dem helt. Jeg har før tænkt på at kontakte dem igen, men på den anden side vil jeg ikke risikere at ødelægge det perfekte minde.