Her er nostalgi det eneste, der findes

Britisk arkitektur og landskab er sært selvmodsigende. Det virker så naturligt, at det giver mennesket et hjem i verden, men især i ældre byer som Oxford ser huse, kirker og veje også ud, som om de altid er i forfald

Små landeveje hører til ældre byer som Oxford.
Små landeveje hører til ældre byer som Oxford. Foto: Steve Roberts og Omassey/Wikimedia Commons

”Det er som at gå rundt i 100 års forfald!”.

Det er ikke, fordi den jævnaldrende finne på den anden side af baren just fremstammer eller sukker dette budskab. Snarere stirrer han begejstret-manisk på mig og kigger derefter dybt i sin Guinness.

Klokken er godt 12, frokosttid. Vi har derfor slået os ned på den ny-legendariske King’s Arms i Oxford efter en slentretur rundt om engen foran kollegiet Christ Church med løvfald om ørene. Min finske ven hentyder – triumferende – til den en erfaring, man ofte gør sig her: ”100 års forfald,” tonelejet stiger, ”nostalgi er det eneste, der findes!”.

Begejstringen uomtalt er det sandt nok en fornemmelse, der melder sig, når man bosætter sig i ældre britiske byer: Omgivelsernes beroligende vidnesbyrd om en svindende tid. Det gælder en sær fornemmelse af, at byggeskikken, overdrevene, og å-stierne er fastholdt på en måde, der ikke er forenelig med det 20. århundredes fetich for det pragmatiske.

Artiklen fortsætter under annoncen

Alle disse fænomener er utvivlsomt en grund til, at både min finske frokostdrikkemakker og jeg selv oplever det sådan, at natur og historie her fører en samtale på et andet sprog end i resten af den gamle verden.

Det gælder særligt måden, hvorpå kirkerne og deres kirkegårde er bygget ind i den samme landlige byggeskik og i beroligende forlængelse de naturlige overdrev.

I Oxford er alting fiktionaliseret, og to af de bedste eksempler er derfor naturligvis litterært fortryllet. På en af de evige løbeture i grå, dalende dis trækker jeg mod øst ad London Road og kommer til bydelen Headington, hvor Narnia-forfatteren C.S. Lewis ligger begravet.

På den ubegribeligt selvfølgelige måde, hvorpå britisk byggeskik kan smelte sammen med landskabets former og farver, finder man Lewis’ grav omkring Holy Trinity-kirken, der ligger midt i det stenbrud, som den gamle Headington-landsby er bygget omkring. Det er, som om Gud selv har indfældet både kirken, kirkegården og den omkringliggende landsby i stenbruddets stejle landskab, og det er så naturligt, som kun engelsk levevis kan være det: Som om mennesket faktisk hører hjemme i verden.

På bagsiden af kirkegården falder man ned i en fordybning, hvor det mirakuløst er lykkedes at skabe en form for byplads i hullet, og der ligger så selvfølgelig Mason Arms, hvor man yderligere kunne foranlediges til at tro, at man hører hjemme.

Løber jeg mod vest, støder jeg først på Port Meadow – som navnet antyder en stor eng, der ligger mellem Oxford-kanalen og floden Themsen. Den minder mere om en mose og er her i det sene efterår omgående blevet oversvømmet. I mørkningen giver den nye glimt af paradis. Hvis det lykkes at krydse den uskadt, kan man gå over Themsen på en træbro og støde på den minimale landsby Binsey.

På mærkværdig vis skal man gå en lille kilometer ad en lille asfalteret vej mellem nye overdrev for at komme til kirken – på trods af at landsbyen angiveligt tæller blot 78 indbyggere.

Kirkens underlige og isolerede beliggenhed gennem ubehersket landlig idyl understøttes af et nyt litterært overfald, for på kirkegården ligger en hellig brønd, som Lewis Carroll ikke gjorde mindre religiøs ved at bruge den som motiv i ”Alice i eventyrland”.

Fra Lewis’ hvilested til den hellige brønd deler disse kirk

egårde et ærkebritisk fænomen – de virker altid forladte. Finnen ville nok begejstret tilføje: Og i forfald. Det er sandt nok, at grantræerne og de evindeligt skæve gravsten på overfladen giver én fornemmelsen af en mørk romantik og af undergang. Lidt som de stædigt naturlige rækkehuse i nuancer af sand, der strækker sig om væddeløbsbaner og parker. Eller som markskellene og stenbroerne.

Men det er snarere resultatet af den blide overgang fra byggeskik til britisk natur. Som om der ikke rigtig er forskel. Det kan man som finnen opleve som nostalgi, måske fordi det virker så fremmed over for skandinavisk velfærdsarkitektur. Jeg hælder snarere til at kalde det: mening.

På sine løbeture kommer Rasmus Vangshardt, der er gæsteforsker i Oxford, rundt i området omkring den gamle engelske by og har lagt mærke til, hvordan nostalgien i området både kan hænge sammen med forfald og med mening. Det gælder både en oversvømmet eng, en landevej og kirken her i Binsey.
På sine løbeture kommer Rasmus Vangshardt, der er gæsteforsker i Oxford, rundt i området omkring den gamle engelske by og har lagt mærke til, hvordan nostalgien i området både kan hænge sammen med forfald og med mening. Det gælder både en oversvømmet eng, en landevej og kirken her i Binsey.
Brødnen fra Alice i Eventyrland
Brødnen fra Alice i Eventyrland
Her ses kirken i Binsey, som Rasmus Vanghardt kommer forbi på sine løbeture.
Her ses kirken i Binsey, som Rasmus Vanghardt kommer forbi på sine løbeture.