Filosof: I sorgen over afvisningen åbnede sig en ny verden

Som at komme fra himmelen til helvede. Sådan beskriver filosof Søren Gosvig Olesen den gang, han blev afvist af sin første kærlighed. I dag er han faktisk teknemmelig over oplevelsen, fortæller han

Min første kærlighed har virkelig været skelsættende for mig, selvom den, hvad selve affæren angår, kun varede en enkelt dag, fortæller filosof Søren Gosvig Olesen. –
Min første kærlighed har virkelig været skelsættende for mig, selvom den, hvad selve affæren angår, kun varede en enkelt dag, fortæller filosof Søren Gosvig Olesen. – Foto: Leif Tuxen

Jeg gik i en folkeskole på Fyn, og i min parallelklasse gik skolens smukkeste pige. Hende, alle på skolen lagde mærke til. Det samme gjorde jeg.

En dag opsøgte hun mig, og end ikke i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig, at hun kunne være interesseret. Jeg var rødhåret dengang, og så var jeg blevet drillet hele min barndom. Jeg tænkte ikke en tanke – det var umuligt – da jeg som 16-årig pludselig stod der sammen med hende. Vi talte længe, og jeg følte, at nu var vi et par. Godt nok var hendes interesse for mig som faldet fra himmelen, men nu var vi altså sammen.

Den lykkefølelse varede kun en dag. Det var som at komme fra himmelen til helvede på meget kort tid, da jeg talte med hende efter weekenden, hvor hun gav udtryk for: ”Det var hyggeligt, men der er ikke mere i det.” En reaktion, som jeg var helt uforstående over for, og det overraskede mig også, at jeg efterfølgende reagerede, som jeg gjorde.

For i et halvt år gik det kun ned ad bakke for mig. ”Kærestesorgen” og følelsen af, at jeg ikke kunne forvente kærlighed eller tillid fra et andet menneske, var helt ny for mig. Faktisk endte jeg med at blive deprimeret, hvilket måske er en voldsom reaktion, men jeg havde ikke før prøvet at føle mig forladt på den måde. Det betød, at en masse forudsætninger for, hvordan man overhovedet agerer i verden, ændrede sig for mig, og jeg tænkte, at mennesker åbenbart kunne tillade sig at gøre hvad som helst mod andre. Men hvorfor fik en afvisning fra en pige, som jeg end ikke var kæreste med, så stor betydning?

Jeg var vel åben for kærligheden. Min barndom var tryg med masser af kærlighed, men det er jo noget helt andet at blive holdt af som kæreste. Især når det er første gang. Jeg havde været en outsider i mange år, og jeg var sårbar i relationen med andre mennesker. Jeg kunne simpelthen bare ikke klare, at det her også gik galt. Hun vidste også, at hun vakte store følelser i mig, for jeg skrev mange breve til hende, der var fyldt med sentimentale ord. Hun svarede aldrig, og det var jeg bitter over. Havde hun svaret, havde jeg måske accepteret hendes beslutning.

I sorgen åbnede sig en ny verden for mig. At gå i skole havde aldrig interesseret mig synderligt, men jeg manglede noget andet at bruge mine kræfter og tanker på. Jeg begyndte at nørde fag som tysk og geologi, og jeg læste meget ud over pensum. Året efter læste jeg som en gal op til realeksamen, og jeg følte, at her var en verden af teori, hvor ingen kunne gøre mig noget.

I den verden fandt jeg tryghed, men mit fokus på skolen og bøgerne betød, at jeg i hele min gymnasietid levede i cølibat og ikke havde en kæreste. Jeg var helt klart bange for at blive skuffet igen. Sådan havde jeg det også i gymnasiet. Jeg var i forvejen nervøst anlagt, men afvisningen resulterede i, at jeg blev hundrede gange så nervøs og genert. Særligt i 2. g var jeg bange for at tale i offentlige sammenhænge, og jeg led af præstationsangst.

I stedet læste jeg hver dag fra 7 morgen til 11 aften. Jeg isolerede mig – også fra kærligheden – og holdt mig til det intellektuelle liv.

Så min første kærlighed har virkelig været skelsættende for mig, selvom den, hvad selve affæren angår, kun varede en enkelt dag.

Den dengang 16-årige pige er i dag en mytisk person for mig. Hun er ikke i mine tanker længere, og jeg nærer ikke et ønske om at møde hende. Jeg mener heller ikke, at hun har skylden for det skete. I stedet har jeg en underlig omvendt taknemmelighed over for hende, for et vilkår i livet er, at man får nogle skub i forskellige retninger, og uden hende havde jeg måske aldrig opdaget den intellektuelle verden, som dengang var min flugt, men som i dag er mit liv.