Prøv avisen

I vor lade, på vor lo

Det er således klart nok, at kornet eller altså 'Guds gaver' er i laden.

Min klumme om Grundtvigs Nu falmer skoven har udløst mange dejlige mails fra læserne, heraf nogle, som rummer nye spørgsmål

Tak for det! Torben Eriksen spørger eksempelvis, hvorfor det mon hedder i vor lade, men på vor lo, når der nu logisk må være tale om rum og det indvortes af bygninger i begge tilfælde.

LÆS OGSÅ: Sprogklummen: Tungen på vægtskålen

Præpositioner eller forholdsord, som det hed engang, er jo den ordklasse, som indeholder ord, der beskriver det forhold i for eksempel stilstand eller bevægelse, man ønsker at markere for det efterfølgende substantiv. Det er således klart nok, at kornet eller altså Guds gaver er i laden. Og så går vi til loen. Det er et godt ord, synes jeg, som jeg prøvede af på nogle unge mennesker, der ikke vidste, hvad jeg talte om. Loen er ved at uddø i nutidssproget, men hvad skal vi også med sådan én, når de store teknikvidundere, mejetærskerne, behandler og skiller det ad, som Grundtvig så smukt kaldte aks og vipper bolde. (Og jo, Torben Eriksen, vi drenge i min skole kunne også finde noget at fnise ad, når vi tolkede formuleringen frækt!). Ak ja. De drenge, de drenge!

Loen var i det gamle landbrugssamfund et sted, karlene på landet opholdt sig mange dage om vinteren, når de tærskede kornet med plejl. Ordet har lange rødder i gammeldansk og oldnordisk. Det hedder på svensk loge, men det skal nu ikke forlede nogen til at tro, at logen i teatret og loen på landet havde sproglige forbindelser eller sociale forbindelser for den sags skyld. Jeppe Aakjær laver faktisk et sted i en fortælling grin med det gamle landbrugs loger og saloner, og her sammenligner han muntert og ramsaltet borgerskabets fint oplyste rum med bøndergårdenes dunkle svinestier og beskidte avlsbygninger, hvor mus og rotter springer.

Ordet lo er som sagt af oldnordisk avl. Det kommer af lófi eller láfi og hedder forresten låve på norsk. Det er sandsynligvis afledt af eller beslægtet med det græske aloe, så vi kan komme vidt omkring på vor lo. Dette græske ord, aloe, kan betyde tærskeplads såmænd, men også vinhave, så frugten gror ikke forgæves i ordet.

På dansk er en lo altså det rum, hvor tærskningen foregik, og hvor sæden i det hele taget blev taget under behandling. Det er det rum, der optræder i Marken er mejet: Loen vi pynte med blomster og blade, vi har georginer og bonderoser nok. Men ordet lo har altid først og fremmest henvist til og betydet tærskepladsen, så der er eksempler på, at en lo godt kunne være udendørs, for det er egentlig gulvet, ofte et lergulv, der henvises til. Derfor hedder det på. Det er gulvet og dermed fladen, der styrer valget af præposition.

En lade har derimod altid været et rum til opbevaring, så her er præpositionen naturligvis i. Det kommer af det oldnordiske ord hlada, som var det rum, hvor sæd og afgrøder opbevaredes, men ordet er vist i slægt med det nedertyske lade, der betød et skrin eller en skuffe. Det har alt sammen noget med opbevaring i noget at gøre i modsætning til loen, der var et gulv, hvorpå det hårde arbejde med plejlen gav varme på denne årstid.