For 12 år siden var min mor døende. Jeg besøgte hende på sygehuset, dagen før det var slut, og vi havde en meget bevægende samtale.
Jeg ville så gerne bringe hende trøst, men der var ingen, hun skulle jo dø, så jeg rodede mig ud i noget hjemmelavet buddhisme.
Jeg bad hende tænke på sine oldebørn og forestille sig, at hun blev genfødt som sådan en lille størrelse.
Så kiggede hun på mig, let overbærende, men også med sin humor:
Ja, ja, min søn min Gud ser nok noget anderledes ud end din.
Jeg blev så flov, da hun sagde det. Hun skulle dø, og jeg sad bare der og ævlede.
Vi har altid haft humoren imellem os, så jeg gav hende helt ret med et smil, og så var vi videre og talte i stedet om alle de ting, man nu taler om i sådan en situation.
Så skulle hun vaskes, besøgstiden var forbi, og det var sidste gang, jeg talte med hende.
Senere fik jeg at vide, at hun havde sagt til personalet:
Jeg havde sådan en fin samtale med min søn, det kunne jo være, man skulle blive buddhist.
Sikken et overskud, har jeg siden tænkt.
Og sikken en åbenhed.
Hun var pludselig parat til at blive buddhist og havde åbenbart fundet noget trøst i det, jeg havde sagt.
Og det lærte mig, at man ikke skal være så fanatisk med sin religion, hvis man har en.
Jeg er ikke selv glødende buddhist, jeg greb bare ud efter noget, efter det, jeg selv kender og forholder mig til, og det er netop pointen:
Det vigtigste er ikke, hvad vi tror på, men at vi forholder os til noget uden for os selv.
Den erfaring tog jeg til mig, og hendes sætning: "Min Gud ser måske lidt anderledes ud end din", tager jeg frem hver gang, nogen siger:
Hvis I ikke er med os, er I imod os. Eller hver gang jeg møder fanatisme. Og hver gang nogen bruger deres tro til at grave grøfter med.
Hun udviste en rummelighed, jeg lærte noget af.
Nogle har i dag en tendens til at gøre alverdens diskussioner til et spørgsmål om liv eller død, og de lægger sig derfor meget hårdt fast på nogle synspunkter.
Men det er jo ikke liv eller død, det er det ikke, før man faktisk ligger på dødslejet.
Og det er først der, man kan gøre op med sig selv, hvad rummelighed er. Til det sidste holdt hun en dør åben, og det, synes jeg, var meget stort.
Men i virkeligheden handler den samtale med min mor også om andet end rummelighed og forholdet til religion, den handler om, hvordan vi kan trøste andre.
Når nogen ligger og venter på at dø, skal man måske ikke være så bange for, hvad man vil sige, selvom det er i den slags meget konkrete situationer, at ord får en helt anden vægt.
Man er nødt til bare at trøste efter bedste formåen.
Det behøver ikke være så fint og overbevisende, det skal bare være ærligt.