Prøv avisen

Iben Thranholm: Jeg tror ikke på tilfældet

Et cafébesøg fik afgørende betydning for Iben Thranholms liv. – Foto: Søren Staal.

Teolog og journalist Iben Thranholm tror ikke på tilfældet. Og hun betragter mødet med sin søns far som en del af Guds timing

Når filosoffen Søren Kierkegaard oplevede en begivenhed, der gav ham klarhed over sit liv, omtalte han det ofte som et Vink fra Styrelsen i sine dagbøger. Kierkegaard bruger dette udtryk, når han mener, at Guds forsyn har ladet en situation opstå i hans liv, hvor han får afklaring over et tvivlsspørgmål eller får en mulighed for at gribe en chance til, at noget kan udvikle sig.

Kierkegaard forstår faktisk hele sit forfatterskab som formet af styrelsen, dog ikke uden Kierkegaards egen medvirken. For det er op til mennesket, hvordan det vil reagere på det, Gud tilbyder eller foreslår. Det skrev jeg speciale om på teologistudiet i København i sommeren i 1999. Da jeg endelig fik det afleveret lige inden semesterstart i september, kvitterede min krop ved at få influenza.

LÆS OGSÅ: Jeg tror ikke, der er en mening med, at hun skulle dø

Jeg havde siddet hele sommeren for at blive færdig og havde hverken haft tid til ferie eller fester, men nu kom min gode veninde fra studiet og ville have mig med i byen for at fejre det. Der var ikke noget, jeg havde mindre lyst til end at feste den aften. Jeg var træt og havde fået et stort forkølelsessår om munden og døjede oven i købet med et mislykket frisørbesøg.

Alligevel lod jeg mig overtale til at gå med på Cafe Sommersko. Den aften havde vi fået den idé, at vi ville sidde ved vinduet, men alle borde var optagede, så vi fik et bord i en mørk krog i cafeen. Vi havde allerede bestilt maden og fået vin i glassene, da tjeneren endelig kom og sagde, at nu var der et frit bord ved vinduet. Vi kiggede på hinanden og tænkte, at det ikke var besværet værd alligevel, indtil jeg med ét sagde: Jo, kom nu. Lad os bare rykke. Det viste sig at være et afgørende bordskifte. For ved nabobordet ved vinduet sad den mand, der endte med at blive far til min søn. Han var franskmand og fangede straks min interesse med sit charmerende blik og sin verdensmandsattitude.

Vi flirtede hele aftenen, og de lange blikke blev til en lang snak, da han rykkede over ved siden af mig. Da jeg fortalte, at jeg var teolog og kunne blive præst, slog han en stor latter op. Han var opvokset i et ateistisk hjem i Frankrig, hvor præster som regel var kedelige, gamle mænd og ikke lyshårede piger som mig. Og han ville vide, hvorfor i alverden jeg dog havde valgt at læse teologi. For at redde din sjæl, svarede jeg. Det var sikkert en del af flirtens dialog, men det viste sig, at svaret stak dybere, og at vores møde ikke blev tilfældigt, men ændrede mit liv.

Kort efter blev vi kærester. Var jeg blevet hjemme den aften, eller havde jeg blot undladt at skifte bord, var jeg måske aldrig blevet mor. Var det et tilfælde, eller var der en dybere mening med det? Ud af mødet og vores forhold kom den bedste gave, jeg nogensinde har fået, nemlig min søn. Vi nåede desværre aldrig at blive gift og få vores familie til at vokse, fordi ingen af os dengang havde de egenskaber eller kvalifikationer, der skal til for at holde sammen på en familie.

For mit eget vedkommende var jeg fuldkommen uforberedt på at blive mor. Jeg havde en universitetsuddannelse, men ingen havde nogensinde lært mig noget om, hvad det vil sige at være kvinde, mor og hustru. Jeg tilhører den generation af kvinder, som er blevet opdraget til at tænke som en mand. Jeg blev hjernevasket med to ting i min opvækst som teenager. Den ene var, at porten til paradis var at få en uddannelse, så jeg kunne klare mig selv og være uafhængig af en mand. Den anden var det, som jeg i dag kalder for kærlighedskætteriet fra Hollywood. Det består i en romantisk forestilling om den eneste ene, der opfylder alle behov. Her eksisterer ingen ofre eller uselvisk kærlighed og heller ikke meget taknemmelighed. Kombination af de to urealistiske idealer gør, at mange kvinder i dag ikke finder en livslang partner. Min store fejltagelse har været utaknemmelighed og en konen i muddergrøften-attitude.

Selvom jeg ikke tror, at ordet tilfældighed eksisterer i Guds vokabular, er det heller ikke alt, der sker i vores liv, som er udtryk for Guds vilje. Mennesket har i sin frie vilje mulighed for at samarbejde med Gud, men kan også vælge at sige nej. Men vi kan også være så sårede eller ødelagte indeni, at vi ikke ved, hvad vi siger nej til. Heldigvis er Guds tilgivelse enormt stor, og jeg tror på, at der bliver ved med at komme vink fra styrelsen livet igennem.