Ifølge de unge er punktummer passivt-aggressive. Andre hader kommaer. Susanne Staun elsker alle tegn

Er udråbstegnet bedre end punktum eller ligefremt underlødigt og som en dreng med ADHD? Og hvad med semikolon? Susanne Staun gennemgår slagmarken for god tegnsætning

Ifølge de unge er punktummer passivt-aggressive. Andre hader kommaer. Susanne Staun elsker alle tegn
Foto: Morten Voigt.

Skriftsproget har altid været en slagmark, hvor tegnhadere, tegnelskere og folk med sygelige idiosynkrasier slås om retten til at definere god tegnsætning.

Gertrude Stein, som bedst huskes for den eviggrønne sentens om, at en rose er en rose er en rose, var en historisk hidsig tegnhader. Især gjaldt hendes aversion spørgsmålstegnet, men komma var hun heller ikke vild med, som man aner:

Denne artikel er en del af denne serie:
Sprogligt set

”Spørgsmålstegnet er i orden når det er helt alene som blev det brugt som et brændemærke til kvæg eller når det kunne indgå som en dekoration men i forbindelse med skrift er det fuldstændig aldeles fuldstændig uinteressant. Det er klart at når man stiller et spørgsmål stiller man et spørgsmål men enhver som overhovedet kan læse kan identificere et spørgsmål som et spørgsmål,” som Stein skriver i ”Om tegnsætning”, hvor hun også affærdigede kommaet som servilt og uden eget liv.

Tegnelskere mener, at tegn medvirker til sproglig præcision. Den engelske forfatter Lynne Truss elsker tegn så meget, at hun ikke alene skriver bøger om dem, men også bevæger sig rundt i verden med en sprittusch i lommen, så hun kan rette fejlbehæftede skilte på sin vej. ”Korrekt tegnsætning,” siger hun, ”er både et udtryk for og årsag til præcis tankevirksomhed.”

Alle, der modsætter sig Truss’ diktum, behøver blot at læse den halvtreds sider lange indre, utegnsatte monolog, som Molly Bloom leverer i James Joyces’ Ulysses. Den lyder som Gertrude Stein på svampe. I det stik modsatte ringhjørne bruger hæderkronede The New Yorker flere kommaer end noget andet tidsskrift og herudover det meget sjældne ë, der bruges til at indikere, at ë’et skal udtales separat fra den forudgående vokal, som for eksempel i reëlection

Alle ordentlige mennesker har tilsyneladende et eller flere hadetegn, og modviljen gælder i overvældende grad udråbstegnet, der bredt opfattes som underlødigt. F. Scott Fitzgerald sagde, at det svarer til at ”grine ad sin egen vittighed”, mens Lynne Truss betegnede udråbstegnet som drengen med ADHD, som bliver overspændt, ødelægger ting og griner for højt.  

Omvendt er, ifølge Dagbladet Information, seneste trend hos Generation Z, de kære små, der er født mellem 1997 og 2010, at punktummer er for passivt-aggressive mennesker, der ikke kan vise følelser. Punktummer er kolde og bryske, og Gen Z’er foretrækker… det glade udråbstegn. O tempora, o mores.

George Bernard Shaw havde kun foragt til overs for apostroffer, som han kaldte ”ulækre bakterier”, og tankestreger betegnede han som ”et helle for dem, der er for dovne til at sætte tegn”. Kurt Vonnegut afskyede semikolon så meget, at skrivekunstens første og endelige bud ifølge ham var: ”Brug ikke semikolon”; han kaldte tegnet ”en hermafrodit helt uden betydning” og tilføjede, at ”det kun kan bruges til at bevise, at man har gået på universitetet”. Her befinder han sig i selskab med andre semikolonhadere som E.L. Doctorow og Corman McCarthy.

Hvor Gertrude Stein mente, at et semikolon bare var et prætentiøst komma, karakteriserede Lynne Trusse det derimod som den stille eksistens, der spiller klaver med krydsede hænder.

”Stop nu det er pinligt”, stod der forleden på sociale medier. Jeg elsker alle tegn.

Dette er en sprogklumme. Klummen skrives på skift af forfatter Susanne Staun og seniorredaktør Henrik Lorentzen