Indisk kæmpestatue truer Buddha

Bliv klogere på nogle af de mægtigste statuer i verden i denne oversigt

I øjeblikket knokler 2500 kinesiske og indiske arbejdere på at færdiggøre den gigantiske statue af en indisk frihedskæmper, som bliver verdens højeste. –
I øjeblikket knokler 2500 kinesiske og indiske arbejdere på at færdiggøre den gigantiske statue af en indisk frihedskæmper, som bliver verdens højeste. – . Foto: Ajit Solanki/ Ritzau Scanpix.

Et 55-etagershøjhus, eller hvad der svarer til to gange Frihedsgudinden.

Så høj bliver den nye verdens højeste statue, når den om godt en måned efter planen skal stå færdig. Dermed vil den med sine 182 meter overgå den nuværende titelindehaver med mere end 60 meter. Statuen har fået navnet Statue of Unity (enhedens statue) og forestiller den indiske frihedskæmper Sardar Vallabhbhai Patel, som kæmpede for at løsrive Indien fra over 100 års britisk kolonimagt.

I øjeblikket knokler 2500 kinesiske og indiske arbejdere på at færdiggøre den gigantiske mand, som skal indvies af Indiens premierminister den 31. oktober skriver BBC.

Den indiske statue er et af mange eksempler på menneskehedens store byggetrang, der har eksisteret så længe, man har kunnet forvandle ler og halm til faste byggesten. Tag bare de gode folk i Babylon, som forsøgte at nå guddommelige højder med et gigantisk tårn. Faktisk kredser mange af verdens højeste statuer også om det religiøse. Bliv klogere på nogle af verdens højeste statuer her:

Buddha: Indtil den indiske frihedskæmper står færdig, er det en 153 meter høj Buddha-statue, der er kan bryste sig af titlen som verdens højeste statue. Den guldbeklædte Spring Temple Buddha står oven på et buddhistisk tempel i det østlige Kina og blev bygget i 2002. Faktisk befinder næsten alle verdens 10 højeste statuer sig i Asien. De fleste af dem portrætterer Buddha, og mange af dem er overdådigt udført i guldfarver. De skyder mellem 88 og 128 meter op i vejret, og de fleste af dem er opført efter 1980.

Frihedsgudinden: Verdens måske mest kendte statue er til sammenligning med sine 93 meter en relativt lille dame. Statuen i New York blev rejst i 1886 og var en gave fra Frankrig til USA til minde om de to landes alliance under Den Amerikanske Revolution.

Kolossen: Moderne byggeteknik og mekaniske hjælpemidler har utvivlsomt gjort det nemmere at opføre de højeste statuer i dag. Men i år 292 f.Kr. opførte man Kolossen på Rhodos, som med sine imponerende 30 meter var på størrelse med Rundetaarn. Kolossen blev regnet for ét af datidens syv vidundere, og med et ben placeret på hver side af havneindsejlingen hilste han sejlende skibe velkommen.

Moderlandet kalder: I nutidens Europa findes den højeste personlignende statue i Volgograd i det vestlige Rusland. ”Moderlandet kalder” hedder den kæmpemæssige kvinde, som med et krigerisk ansigtsudtryk svinger sit 33 meter lange sværd gennem luften.

Afrikansk Renæssance: På det afrikanske kontinent hedder den højeste statue Afrikansk Renæssance og er placeret på et af kontinentets vestlige punkter, i Senegal. Den 29 meter høje figur forestiller en letpåklædt afrikansk kvinde og en muskuløs afrikansk mand med et barn på skuldrene. Statuen, der blev opført for syv år siden i forbindelse med 50-året for Senegals uafhængighed, har kostet over 170 millioner kroner at bygge. Der har været en del kritik af, hvorvidt så mange penge burde bruges på en statue.

Cristo Redentor: Det er ikke kun i den buddhistiske tradition, man hædrer sine religiøse forbilleder med monumentale portrætteringer. På en bjergtop ud for den brasilianske kyst står en Jesus-figur med åben favn og skuer ud over Rio de Janeiro. Selvom den brasilianske messias måske er den mest kendte, skal den højeste Kristus findes i Polen. Cristo Redentor Cristo Redentor er med sine 51 meter nemlig verdens højeste Jesus-figur. Nogle gange kan der opstå uenighed om, hvilke statuer der er højest. Det skyldes, at ikke alle eksempelvis regner en statues podie med i højden. Det er således både podium og en guldkrone, der sikrer den polske kristusfigur en førsteplads.

Maria: Mor overgår søn, når det kommer til højde. Verdens højeste Jomfru Maria troner på en bakketop i Venezuela, med en due i venstre hånd. Hendes sokkel er ikke særlig høj, og derfor overgår hun sin søn i Polen, når man kun regner med personhøjde.

Pavestatue: Stadig inden for kategorien kirkelige højderekorder findes verdens højeste pave også i det katolske Polen. Selvom statuen af Johannes Paul II med himmelstrakte arme på 13,8 meter ikke mænger sig blandt verdens højeste statuer, indgyder synet af den kridhvide pave alligevel en vis ærefrygt.

Havfrue: Herhjemme er det svært at prale af verdens højeste statuer. Vores mest kendte skulptur er jo overraskende lille. Den lille havfrues højde på 1,25 meter skal således ganges med 145 for at nå samme højde som Indiens kommende kæmpemæssige frihedskæmper.