Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord) er en afsondret bygd - midt i vild og gold natur på kanten af indlandsisen - men den er samtidig Grønlands vigtigste trafikknudepunkt. Selve byen ligger slynget rundt om den mørke stribe asfalt, som amerikanerne byggede under Anden Verdenskrig som mellemstation mellem USA og Europa, og når man lander, kan man lige ane de gamle, containeragtige barakker. Her var soldaterne helt op til begyndelsen af 1990'erne klar til at gå på vingerne, hvis atomkrigen skulle bryde ud. Kangerlussuaq ligger fire timers flyvetur fra både New York og Moskva. På en måde står du i verdens centrum.
Når du forlader lufthavnen, stirrer du lige op på et fjeld, hvor rensdyr græsser i ny og næ. Til højre ligger grusvejen, der fører dig ud til indlandsisen, og bag dig ligger den lange fjord. Men selvom byen ligger midt i ødemarken, er man stadig i centrum. Lufthavnen er altid fyldt af folk, der skal videre med fly ud til én af kysterne.
Grusvejen ud til indlandsisen fører forbi den gigantiske Russell-gletsjer. Fronten af gletsjeren står stille om vinteren og skaber en mærkelig, helt tyst dal, der kan laves til en ekkodal med høje kald. Om sommeren er gletsjerens bræ lavet om til et frådende vandfald, hvor smeltevandet strømmer ned mod dalen, ud forbi byen og ud i fjorden. Store stykker is, tusinder af år gamle, falder ned i floden.
Indlandsisen er et mærkeligt bekendtskab. Inden man kommer dertil, forestiller man sig et ufatteligt bredt, fladt stykke is. Men når man står på det yderste fjeld og kigger ud, kan man se, hvor svær isen er at færdes på. Lange flænger og sprækker går på kryds og tværs, isen skruer sig op i skarpe spid-ser, og hullerne dækkes af sne.
Man kan gå et godt stykke ud på isen og høre, hvordan den friske sne knaser under fødderne, men det er lige så spændende at udforske randen, hvor isen presser sig op imod grundfjeldet og laver tvistede former.
Hvis vejret er rigtigt, kan du se nordlys. Nordlyset begynder som noget, der lige så vel kunne være disede lammeskyer, men så fortykker det sig. Og langsomt opdager du, at det trækker skarpe hvide streger hen over himlen, opad. Mod rummet. Farverne kommer gradvist. En let rødlig bund og grøn-ne nuancer i midten. De begynder at bevæge sig. Hvirvler og dirrer. Fra de små, slidte huse tættest ved fjorden kan du høre hundene glamme mod månen, de hunde, der skal tage dig med på slædetur dagen efter, og måske tænker du, det ikke er sidste gang, du er i Kangerlussuaq.
