Ingen jul uden bedstemors trøster

I ”Peters Jul” hækler Søster Hanne en ”trøster” til bedstemor. Er det det samme som en sjælevarmer, spørger en læser

Det hører sig til at genlæse Johan Krohns klassiker ”Peters Jul” på vers fra 1860’erne, skriver Johs. Nørregaard Frandsen. – Arkivfoto.
Det hører sig til at genlæse Johan Krohns klassiker ”Peters Jul” på vers fra 1860’erne, skriver Johs. Nørregaard Frandsen. – Arkivfoto.

Juleferien er allerede fortid, desværre, men så må vi trøste os med, at det går mod lysere tider. Et lyspunkt i julen er også ”Peters Jul”, som jeg havde fat i igen, ligesom alle andre år. Det hører sig ligesom til med et gensyn med Johan Krohns klassiker på vers fra 1860’erne. En læser, Tove Terndrup, har også læst den endnu en gang og sendte før jul en hilsen med et spørgsmål til historien, som jeg her vil forsøge at besvare.

I femte strofe i ”Før Julen” hedder det om Søster Hanne, at ”til Bedstemoer hun hækler paa en Trøster”. Det er denne trøster, Tove Terndrup gerne vil vide mere om. Hun spørger endvidere, om det kunne være det samme, hendes mor i sin tid kaldte en ”sjælevarmer”.

På den måde fik jeg to dejlige ord at arbejde med. Den trøster, der nævnes og er ved at blive hæklet i ”Peters Jul”, er utvivlsomt en pølle eller lille pude, som man kan hvile hovedet på eller mod i en lænestol, gyngestol, sofa eller chaiselong. Sådan en lille pude blev netop som regel hæklet og var ifølge opslagsværker en populær gave til ældre mennesker.

Det er jo et sjovt navn til en pude, en trøster, men ordet trøster blev undertiden anvendt om forskellige genstande. En madkasse kunne således hedde en trøster, hvad man forstår, hvis der vel at mærke var gode ting i den. Drachmann digter et sted om strengeinstrumentet en lut, som sin ”Ensomheds Trøster”.

Det paradoksale ved ordet trøster er, at det let forstås på en anden måde i dag. Jeg er bange for, at man kan blive misforstået, hvis man fortæller, at bedstemor skal have en trøster, for det forstås nok i dag som portvin eller stærkere sager. Og selvom al sammenligning her er ufortalt, så sang Rolling Stones i 1960’erne om ”Mother’s little Helper” (Moders lille hjælper), der var en sang om det omfattende misbrug af lykkepiller og barbiturater, som fandt sted blandt midaldrende kvinder, husmødre, der fandt en trøster i pillerne i de britiske industribyers trøstesløse hverdag.

Der er trøsteren i ”Peters Jul” altså mere fredsommelig! En dejlig hæklet pude fremmer garanteret de gode drømme, når bedstemor tager sig en ”morfar” i gyngestolen.

Tove Terndrup spørger til sjælevarmeren, og om det er det samme som en trøster. Det er det faktisk ikke! Ordet sjælevarmer lader sig slå op i ”Ordbog over det danske Sprog”, der fortæller, at ordet oprindeligt er tysk, Seelen-wärmer, og sådan en sjælevarmer defineres som et langt og smalt uldent og som regel strikket tørklæde eller sjal.

Klædningsstykket kunne svøbes om overkroppen på en måde, så ryg og bryst og dermed hjerteregion blev holdt varmt. Heraf velsagtens navnet, for sjælen sidder traditionelt i nærheden af hjertet. Ordbogen citerer et nummer af magasinet Tidens Kvinder fra 1929, hvor der skrives om ”de saakaldte Sjælevarmere, der for nogle Aar siden var det eneste, vi havde til at skærme os imod Nattekulden”.

Tidens Kvinder findes vist ikke mere, men var et magasin eller en ugejournal, som bladet også engang blev kaldt, der begyndte at udkomme i 1919. Det var et blad, der handlede om mode og om de solide borgerlige og husmoderlige dyder. Tidens kvinder kunne nok have behov for sjælevarmere og trøstere.