Jeg fik et tip om, at der fandtes den her forfatterskole for unge teenagere, der havde interesse i at begynde at skrive romaner og noveller. De skulle samles på Fanø, og jeg tænkte, at det kunne være en fin reportage til Kristeligt Dagblads kultursektion. Så jeg tog af sted fra København en tidlig morgen sammen med avisens fotograf.
Jeg havde også planlagt at lave et interview med forfatteren Hanne-Vibeke Holst. Hun skulle være den etablerede forfatter, som skulle tale godt om den her idé med, at de unge forfattere kunne møde hinanden og få noget coaching og sparring med professionelle forfattere. Jeg havde skrevet med hendes forlag, og vi havde aftalt, at hun skulle ringe til mig i løbet af dagen.
For at komme videre fra Esbjerg skulle vi med færgen det sidste stykke til Fanø. Da vi var på færgen, benyttede jeg mig af muligheden for at gå på toilettet uden egentlig at have en idé om, hvor lang den her færgetur var.
Pludselig, mens jeg sad på toilettet, ringede telefonen. Jeg kiggede på den og tænkte med det samme, at det næsten kun kunne være Hanne-Vibeke Holst. Jeg havde nok en fornemmelse af, at hun ikke var så nem at få kontakt til, så jeg besluttede, at det ville være fint, hvis jeg kunne få interviewet i hus med det samme. Så jeg tog diktafonen frem og fik lavet interviewet ude på toilettet.
Tiden kan godt løbe af sted, når man taler. Det gjorde den også i det her tilfælde, for da jeg kom tilbage og gik på dækket, opdagede jeg, at færgen var på vej tilbage mod Esbjerg. Og jeg kunne faktisk godt skimte fra dækket, at der stod en vred fotograf på kajen inde på Fanø. Han ringede også straks og var vældig sur over, at vi nu blev forsinkede. Men jeg kunne ikke gøre så meget andet end at vente på, at færgen sejlede mod Fanø igen.
Fotografen var naturligvis hurtig til at fortælle historien til alle, så mit toiletinterview blev snart en velkendt historie på avisen.
Set i bakspejlet kunne jeg måske også have ventet med at tage telefonen. Men som ung praktikant har man altid lidt nerver på, når man skal skrive de større artikler, hvor avisen også bruger nogle ressourcer. Så vil man gerne levere det, man har lovet, og så kan man sagtens komme til at tage telefonen på nogle mystiske tidspunkter.
Tryk her, hvis du vil læse den artikel, som Inor Dale, trods sin bommert, skrev til avisen.